Om ti år kan Iran meget vel være i stand til at nå Europa med missiler. Derfor er forsvarsminister Søren Gade (V) tilhænger af et kontroversielt amerikansk forslag, om at opstille raketbatterier i Europa, skriver Politiken.
»Truslen fra Iran skal tages dødsens alvorligt. Mange europæere tror, at det først og fremmest vil gå ud over amerikanerne, men iranske raketter vil ramme Europa før USA,« siger Søren Gade til Politiken.
Den amerikanske general Henry Obering talte i NATO’s hovedkvarter i torsdags, hvor han slog fast, at USA ikke er i tvivl om, at Iran allerede indenfor få år vil udgøre en meget reel angrebstrussel med mellem- og langdistancemissiler.
Obering, der er direktør for det amerikanske missilagentur, slog samtidig fast, at Nordkorea også må regnes for en trussel indenfor samme periode.
Da amerikanerne allerede har bygget missilskjold i Alaska, Californien og på Hawaii for at imødegå den koreanske trussel, er det blevet tid til at dæmme op for Iran.
Det vil USA gøre ved at opstille raketter og radarstationer i Europa.
Der forhandles allerede med Tjekkiet og Polen om at opstille en radarstation og 10 missilsiloer.