Min redaktør har ringet til mig. Igen. Jeg hader det.
– Er du ikke fra Jylland, spurgte han.
Det er det, man kalder et retorisk spørgsmål. For jo, det er jeg, og det ved han godt, for han har selv flere gange mobbet mig med, at jeg ikke kan kende forskel på ”ligge” og ”lægge” (hvorfor er det også to forskellige ting?) og drilsk spurgt, om jeg vil aflønnes i sorte penge (øh, ja, min mor er vokset op på en gård, så hvad tror du selv?).
– Jeg er fra Silkeborg, svarede jeg stolt.
– Det er bare fordi, det bliver ved, det med lovprisningen af det jyske, sagde han uforstående og fortsatte:
– Først var det Inger Støjberg, der brystede sig af at være ægte jysk. Så var det Mettes makrelmad. Selv Pernille Skipper er begyndt at tale med jysk accent. De snobber nedad. Hvorfor? Hvad er der så fedt ved Jylland? Kan du skrive noget om det?
– Nej, sagde jeg.
For jeg skriver ikke positive ting. Det flugter ikke med mit image.
– Men jeg kan lynhurtigt lave en liste over de ting, der er galt med hovedstaden?
Der var stille i den anden ende lidt. Redaktøren gennemgik muligvis mentalt de klager han allerede har fået over mig fra sangforeninger, socialdemokrater, feminister, Black Lives Matter, den lokale Meny og størstedelen af det jødiske samfund i Danmark.
– Jamen, så gør det. Men styr dig og husk, mange af vores læsere er fra København, sukkede han.
Det gjorde jeg som om, jeg ikke hørte. I stedet lavede jeg denne liste:
Antallet af borgmestre
Ude i provisen er der ikke så meget fis – der er der en borgmester i hver kommune. Og kun én. Men det er selvfølgelig slet ikke nok i København. Næh. her skal der syv til. Syv!
– Nå, du er så borgmester?
– Ja, det er jeg.
– Så bestemmer du i byen?
– Jaaannææhh .... altså, jeg er sundheds- og omsorgsborgmester.
– Nå, fedt. Men så bestemmer du over ... omsorg og den slags?
– Joooeejj ... altså, der er også en overborgmester. Han bestemmer mest.
– Også over omsorgen og den slags?
– Æh ... ja.
– Hvorfor render du så rundt med den dér tunge kæde om halsen?
– Jeg tager den også af nu.
Busserne
Har I nogensinde prøvet at tage en bus i Jylland? Nå, men ellers kan vi fortælle, at busserne derovre har totalt tossede numre – som f.eks. linje 1, 2, 3, 4, 5 og så videre. De har hver deres rute i byen, og på et lille skilt ved hver stoppested kan man se, hvornår bussen stopper lige præcis dér. Ja, jeg ved det godt, det lyder kuleskørt.
I København hedder busserne ting som 4A, 67 og 300S, ændrer endestation alt efter hvad klokken er og ankommer "hvert 4.-25. minut."
Næh, så er det nemmere med S-togene, der hedder linje A, B, C... og E, Bx, H og H+.
Suk!
Navnene på bydelene
Det skyldes muligvis al den udstødningsgas eller de trange kår i hovedstadens skoler, men ... hvem hulen har givet de forskellige kvarterer i Købenavn navne? Har I nogensinde kigget på et kort? Uden at have en joint i munden?
Det meste af Østerbro ligger faktisk nordligere end Nørrebro. Nørrebro ligger til gengæld ligeså meget mod vest som Vesterbro – der til gengæld ligger ligeså meget mod syd som Sønderbro, der til gengæld er den bydel, der ligger længst mod øst. Og i øvrigt ofte kaldes for Amagerbro, fordi der trods alt var nogen, der godt kunne se, at det var ved at komme for langt ud.
Nå, og så bare lige en gang for alle, til alle jer ude i Brøndby og omegn: I bor ikke på "Vestegnen." Vestegnen ligger ovre ved Hirtshals, Søndervig og Esbjerg.
Bagværk
En advarsel til alle jyder, der besøger en bager i København for første gang: Det hedder ikke en "københavnerbirkes" herovre. Det hedder en "tebirkes".
Nej, den har ikke noget med te at gøre, og nej, jeg forstår det heller ikke. Men de kalder også en "trøffel" for en "romkugle," så man skal nok bare acceptere, at hele navngivningen omkring bagværk er gået fuldstændig galt i hovedstaden.
De smarte steders navne
Og hvad sker der lige med de sære navne, de smarte steder har i København?
I Jylland ville Gammel Strand være et sted, hvor familier tog ud og spiste medbragt mad fra madkurv og badede om sommeren. Pisserenden ville være et endog meget stort, offentligt toilet i midtbyen (ja, midtbyen) og Kødbyen ville være et sted, man købte sit kød. Eller evt. et kælenavn for Crazy Daisy den første fredag efter gymnasieeleverne har fået S.U.
Påklædning
I de mørkeste egne af Jylland får man rask væk et par på lampen, hvis man som voksen finder på at gå i smækbukser eller med lyserød hat.
I København kaldes den slags påklædning for "ironisk", er et modefænomen og bæres ofte af de såkaldte "hipsters." Altså, dem der faktisk er smarte.
Hvis du møder en mand i hovedstaden med fuldskæg i hullede cowboybukser (ja, cowboybukser), er han ikke hjemløs, men sandsynligvis DJ eller billedkunstner.
Hvis du møder en mand, der går med solbriller og halstørklæde indendørs, er han ikke syg, men sandsynligvis bare journalist eller forfatter.
Hvis du møder en mand, der er utrolig solbrændt og går i lyseblåt jakkesæt og lyserød skjorte, er han ikke gangster, men blot direktør i Star Tour.
Frederiksberg
Kommunernes svar på kagegaflen – en fin, lille ting, som insisterer på at være noget helt specielt, selvom den egentlig ikke kan noget, som andre former for service ikke kan.
– Jamen, vi er vores helt egen kommune ...
– Taler I et andet sprog end resten af København?
– Nej ...
– Opdager man, når man krydser grænsen til Frederiksberg?
– Næh ...
– Er I ikke dybest set bare en bydel i København?
– Joo ...
– Hvad gør jer så, så specielle?
– Øh ... det er her FCK træner ...
– Men de hedder jo FC København – og spiller kamp ude på Østerbro, ikke?
– Jo, men altså ... hov, der kommer 300S! Jeg må smutte!
Underholdningen på Strøget
Der skal ikke mange strøgture til, før man som ikke-københavner både forundres over mangfoldigheden i storbyen – og har lyst til at kradse både sine net- og trommehinder ud.
Hvis det havde været meningen, at The Beatles' største hits skulle spilles på panfløjte og franskbrød af 20 ensklædte inka-indianere med Rolex-ur, så havde Lennon og McCartney nok selv inviteret dem med på en plade, tror I ikke? De har trods alt gjort mere tossede ting end det.
I øvrigt: Kald det nu bare for en gågade.
Torvehallerne
I Jylland, på Fyn, de andre øer og endda dele af Sjælland har det i århundreder været tradition, at især grønt-, fiske- og blomsterhandlere samlede sig til marked på byens torv lørdag formiddag, så bedsteborgerne kunne komme og gøre deres indkøb.
Den har man nu luret i hovedstaden, der som modsvar har opført det arkitekttegnede indkøbscenter 'Torvehallerne'. Ganske vist kan man ikke bare komme ind og sælge sine ting fra gaden af, og ganske vist rådner mange af madvarerne, fordi der bliver herrevarmt bag bygningens store vinduer.
Men hvad gør man ikke for at kunne sige ting så som "Rokkevinge? Kan den monteres på en mos af rodfrugt?", inden man fylder Christiania-cyklen op med spelt og couscous – og ser de økologiske, jyske køer komme på græs, direkte på storskæm … I guder.
Afstandene
Noget af det, der overrasker en jyde i København mest er afstandene. Eller rettere sagt: De indfødtes forhold til dem.
Mens enhver jysk knægt siden puberteten har været vant til at vade seks kilometer efter øl og cykle 12 kilometer til skole, så hopper københavnere rask væk ind i en taxa, så snart de ikke kan se deres bestemmelsessted med det blotte øje.
– Chauffør, er du fri?
– Ja, hvor skal vi hen?
– Til Østerbro.
– Så gerne. Så går turen nordpå.
I næste uge har jeg lovet redaktøren at skrive om alle de ting, der er galt med Jylland. Bare for at få lidt balance. Indtil videre er jeg kun kommet på tre: AaB, FC Midtjylland og AGF. Men jeg satser på, det nok skal lykkes at finde nogle flere.
Jeg ligger lige hovedet i blød.
Søren Baastrup er forfatter og journalist. Foto: Privat