Margrethe skulle have en pik i skrævet. Prins Henrik er en opretstående lort. Kongen er bøsse.
Dronning Ingrid er frigid.
Ordene er ikke mine – for Guds skyld! – men kunstneren Bjørn Nørgaards. I 1969 skrev den dengang 21-årige Nørgaard dem på et A4-ark, som del af et større værk til en udstilling hos Det Kongelige Akademi. Ikke overraskende afviste akademirådet bidraget.
”Et af de indleverede arbejder indeholder en påstand om en navngivet persons homoseksualitet,” skrev medlemmerne af rådet bl.a. i deres begrundelse.
Året efter skar Bjørn Nørgaard en hest i stykker, angiveligt som en protest mod Vietnamkrigen, og så fes det ungdomsoprør ellers ud.
20 år senere begyndte han arbejdet på de 17 berømte gobeliner – store, vævede billedtæpper – der fortæller Danmarks og det danske kongehus historie. Gobelinerne var en gave til dronning Margrethe i anledning af hendes 50-års fødselsdag og hænger i dag på Christiansborg Slot. Siden udformede Nørgaard bl.a. det sarkofag, majestæten en dag skal stedes til hvile i.
Historien siger meget om Bjørn Nørgaards udvikling fra udstødt provokatør til første mand på hoffets telefonliste. Man kan hævde, at han er en fremragende kunstner, netop fordi han kan spænde så vidt.
Historien siger også meget om dronningen. Man kan hævde, hun er et meget tilgivende menneske. Eller at hun bare forstår sig på kunst. Eller begge dele.
Men historien siger desværre også noget om, at danske kunstnere er blevet nogle vattede tøsedrenge.
Udemokratisk institution
Der er masser af gode argumenter for monarkiet. Okay, nogle enkelte i hvert fald: Det samler folk i krisetider og kan være et upolitisk værn mod pludselige folkestrømninger eller trusler mod danskheden.
Men monarkiet er også en udemokratisk institution, hævet over loven og fyldt med folk, der lever i skatteyderbetalt luksus, alene fordi deres forfædre har slagtet sig vej til magten engang i tidernes morgen.
Selv de mest arrige tilhængere anerkender, at det i det mindste er en debat værdig.
Altså, lige på nær de danske musikere, skuespillere, forfattere, malere og filmskabere.
Kunst- og kulturlivets berøringsangst med kongehuskritikken bliver åbenlys i disse dage, hvor dronning Margrethe fejrer sin 80-års fødselsdag. Vi skal have gang i genudsendelserne, for at det bare skal stikke lidt: Kim Larsen, der fortæller om at begære den unge Margrethe. Søren Østergaards smadremand, der kommer i klammeri med livristerne. Rune Klan, der får majestæten til at blande en pakke skinke – og Ørkenens Sønner, der diskuterer, hvem af de fire, der har fået et ridderkors og hvorfor.
Men hvor er alle de kunstnere, der ellers hurtigt råber op, når det er ufarligt? Når det gælder pesticider i drikkevandet, Irak-krigen, Dansk Folkeparti eller nedrivningen af Ungdomshuset?
Mener de virkelig ikke, at monarkiet i det mindste fortjener samme kritiske opmærksomhed?
Hvorfor er der ikke nogle nye sange, digte, film eller malerier, der tør tage livtag med det mest udemokratiske vi har?
Kvalmende høflighed
Torsdag aften dukkede sangerinderne Oh Land og Jada bl.a. op på TV2 for at rose dronningen i den bedste sendetid. Jada sagde, at det er fedt, at dronningen giver plads til sig selv som kunstner. Oh Land fortalte, at Margrethe er sjov – ledsaget af et klip, hvor et fyldt mødelokale pligtskyldigt ler af dronningens kommentar om, at der ikke er levende duer med i en nyopsætning af balletten "Snedronningen".
Der er flere problemer med denne kvalmende høflighed, bukken og skraben.
For det første er kulturlivet moralsk forpligtet til at pege fingre af samfundets ubalancer og uretfærdigheder. Fordi alle de, der er en del af systemet, ikke altid selv kan, vil eller tør.
Men måske er den danske kulturelite selv blevet en del af systemet?
Måske er integriteten for længst vekslet til en drøm om et ridderkors – sådan et som Oh Land i øvrigt fik den anden dag?
Bjørnetjeneste
For det andet gør man både kunsten og dronningen en bjørnetjeneste med denne tøsedrengsmentalitet. Det danske kongehus’ medlemmer har stor indsigt i kulturlivet og ved sandsynligvis mere om kunstens historiske berettigelse end kunstnere selv gør.
Prins Henrik elskede for eksempel provokationer, samlede på frække digte, fallossymboler og eksplicit, sexmættet ”negerkunst” – hans ord, ikke mine, for Guds skyld.
Kronprins Frederik har det engelske punkband Sex Pistols’ hit "God save the Queen" med på sin officielle playliste, og den sang er ikke ligefrem en ros til monarkiet.
Dronningen ved udmærket godt, at kunst indimellem skal provokere og ruske i folk. Og på samme måde som hun sikkert savner, at nogen bare indimellem nævner, hvis hun har noget siddende mellem tænderne eller de ikke forstår hendes vittigheder, så savner hun med garanti også, at de danskere kunstnere viser lidt mere mod.
Ligesom Bjørn Nørgaard.
Søren Baastrup er forfatter og freelancejournalist. Foto: Privat