Den danske sang er en ung blond pige, skrev Kai Hoffmann i 1924. Men de seneste uger har sat en fed streg under, at alting som bekendt var bedre i gamle dage.

I disse corona-tider synger danskerne nemlig sammen som aldrig før. I fjernsynet, over facetime og ud af vinduerne. Det har vist nok noget med sammenhold at gøre, men det ligner og lyder mere som en teaterkoncert over temaet "aktiv dødshjælp".

Det er ikke noget nyt, at vi danskere halter bagefter musikalsk. Alle, der husker Søren Poppes soloplader eller Sys Bjerres støttesang til Haiti (eller bare noget andet med Sys Bjerre), ved, at vi har været på slingrekurs længe.

Karantænen har lært os nyt om os selv

Men coronakarantænen har med al uønsket tydelighed understreget, at vi er et ubærligt umusikalsk folkefærd – og at vi hurtigst muligt må få frisørerne, pædagogerne og kommunedamerne m/k i arbejde igen, inden de kommer alt for langt i højskolesangbogen.

Karantænen har lært os nye ting om os selv og vores allernærmeste, og der er blevet slagtet mange hellige køer i de danske hjem. Personligt har jeg fundet ud af, at min kone ikke kan fordrage tv-serien "Matador" (!) og at mine drenge ikke kan lide hotdogs (!!). Og så har jeg indset, at jeg virkelig, virkelig ikke kan lide "Joanna". Den sang, der er favoritten, også hos statsministeren, når samsyngerne skal lufte deres utilstrækkelighed.

Okay, jeg vidste egentlig godt i forvejen, at jeg ikke ligefrem var vild med den. Men jeg havde ikke forudset, at der skulle komme en dag, hvor jeg hellere ville høre en fyldt håndboldhal i Herning, akkompagneret af båthorn og klappepølser, synge "For evigt" på repeat, end udstå bare et minut mere af Kim Larsens folkekære slager.

Incestiuøse undertoner

"Joanna" er indspillet i 1973, med Kim selv på guitar og den 13-årige Søren Bernbom på vokal. Muligvis under tvang. I hvert fald lyder det, som om nogen har godt fat om kuglerne på knægten, mens hans præpubertetsstemme skærer sig gennem de 2 minutter og 49 sekunder, der indtil for nylig mindede mig om smækbukser, socialrealistiske ungdomsfilm med incestiuøse undertoner, en tonedøv musiklærer ved klaveret og hele 4.b fra Vestre Skole i Silkeborg på blokfløjte og franskbrød.

Nu minder den mig også om Søren Brostrøm og mørketal og røde og grønne kurver og et helt folk, der muligvis har opfundet både snaps og smørrebrød, men til gengæld også burde nøjes med at bruge munden på det.

”Tag mig med til drømmeland, der hvor man kan drømme. Tag mig med ud i verdens larm, der hvor man kan larme,” lyder tekstens dovne begyndelse, og hurtigt melder flere spørgsmål sig: Hvor mange minutter har Kim brugt på at skrive den? Hvis han kan få udgivet den slags, kan min mor så også få udgivet sine festsange? Og hvad er Joanna? Eller hvem? Er det en pige? Et land?

Under min research måtte jeg bruge en livline og ringe til min ven, forfatter og Kim Larsen-aficionado Thomas Brunstrøm, der ligefrem har lavet en podcastserie om nationalikonet.

Noget andet med italienerne

- "Yummi Yummi" er værre, konstaterede han dog blot, inden han kastede sig ud i en længere forsvarstale om, hvordan hele "Værsgo"-pladen blev skrevet og indspillet på 14 dage – og en masse andet, jeg ikke hørte, fordi jeg lagde på, da ingen har brug for hverken den slags pladderhumanisme eller den slags venner.

Det er ikke gået hen over hovedet på mig, at idéen om at synge sammen fra sin isolation er en verdensomspændende trend. Jeg er også med på, at linjen "hvis det er der, hvor man ikke bare....skal passe sig selv" ligesom spiller ind i hele narrativet om, at vi savner hinanden.

Men det er bare noget andet, når italienere (der startede gimmicken) synger sonater fra blomstrende balkoner, eller når ghettoen i Brooklyn fællesrapper et par greatest hits af den afdøde lokalhelt Biggie Smalls ud af deres smalle vinduer. Og hey, hvis man endelig vil finde en dansk sang at være fælles om, så tag da i det mindste en mere oplagt. "Bag duggede ruder" med TV-2. Eller "We wanna be free" med Shu-Bi-Dua, bare for at nævne to, man kan høre uden at gøre skade på sig selv.

Kære kulturminister Joy Mogensen: Du har fået meget kritik på det seneste, men her er et gratis tip, hvis du vil score nogle lette point og sikre dig i hvert fald min stemme: Stop danskernes trang til at kopiere alting de gør i resten af verden. Stop de isolationskulrede mennesker, der synger i mit fjernsyn og uden for mit vindue. Stop "Joanna".

Hvis det er et spørgsmål om penge, så bare brug dem, der skulle være gået til min respirator. Hvis det her fortsætter meget længere, får jeg alligevel ikke brug for den.