Det er ikke hver dag, de små superligahold tager point fra mægtige FC København. Men mestrene er inde i en dårlig stime, og Sønderjyske var derfor ikke tilfredse med 2-2 på hjemmebane.
- Jeg synes, det var lidt skuffende, at vi ikke kunne holde føringen. Vi havde dem stækket og var på sejrskurs, siger Sønderjyske-træner Lars Søndergaard afdæmpet.
- Og jeg er slet ikke overrasket over, at vi kunne spille med, tilføjer han.
Sønderjyske kom lidt ufortjent foran med 2-0 midt i kampen, inden FC København lagde det helt store tryk på værterne. Presset gav imidlertid også plads til kontraangreb, og Sønderjyske var farlige flere gange i anden halvleg.
- Havde vi været lidt mere koldblodige, så havde vi måske lukket kampen. Vi skulle have holdt mere fast i bolden, for der var plads at spille på inde på FCK's banehalvdel, siger Lars Søndergaard.
Den unge angriber Lasse Vibe - manden bag målet til 2-0 - var heller ikke tilfreds med resultatet.
- Det var ærgerligt, vi ikke scorede flere gange. Vi havde held til at holde fast i bolden, og vi spillede os frem til mange angreb, selv om ikke alle endte i afslutninger. Det forløb godt for os, siger han.
Han erkendte dog, at FCK pressede voldsomt på mod slutningen.
- Vi var lidt trætte til sidst, erkender han.