Midt i blæsten om at afskaffe store bededag som helligdag får Socialdemokratiet sin dårligste meningsmåling i otte år hos analyseinstituttet Voxmeter.
I mandagens måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, står det største regeringsparti til at få 22,8 procent af stemmerne.
Det er er 4,7 procentpoint lavere end ved folketingsvalget 1. november sidste år.
Socialdemokratiet fik 50 mandater ved valget i november. Men ifølge målingen mandag ville partiet kun opnå 40 mandater, hvis der var valg nu.
Socialdemokratiet er ikke blevet målt så lavt hos Voxmeter siden januar 2015. Dengang var Helle Thorning-Schmidt (S) statsminister i SR-regeringen.
Der er dog en statistisk usikkerhed på 2,6 procentpoint for partiet i målingen mandag.
De to andre partier i SVM-regeringen, Venstre og Moderaterne, bliver ikke straffet helt så hårdt af vælgerne i målingen. Begge partier bliver dog målt lavere end deres valgresultat.
Venstre står i mandagens måling til at få 11,5 procent af stemmerne og 20 mandater. Moderaterne får 8,0 procent og 14 mandater.
Her er der en statistisk usikkerhed på 2,0 procentpoint for Venstres vedkommende. Usikkerheden for Moderaterne er 1,7 procentpoint.
Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fik tilsammen 89 mandater ved folketingsvalget. Opbakningen fra befolkningen er nu skrumpet til 74 mandater.
Regeringen kom i stormvejr med beslutningen om at afskaffe store bededag, uagtet at regeringen vil kompensere danskerne økonomisk for at arbejde en dag mere.
Blandt andet fagbevægelsen har ytret sig højlydt. Mandag morgen har knap 450.000 personer på hjemmesiden "Bevar Store Bededag" skrevet under på, at de vil have regeringen til at droppe afskaffelsen af helligdagen.
En samlet fagbevægelse har på søndag klokken 14 inviteret til demonstration på Christiansborg Slotsplads.
Mens regeringen er i modvind, bliver SF for anden uge i træk målt til en opbakning fra 13,5 procent af vælgerne.
Partiet, der efter valget er gået fra at være støtteparti for den tidligere S-regering til oppositionsparti, ser dermed i øjeblikket ud til at have stadfæstet sin position som danskernes næstmest foretrukne parti.
Nye Borgerlige må i mandagens måling nøjes med en opbakning fra 2,5 procent af vælgerne. Partiet nærmer sig således spærregrænsen på 2,0 procent.
Tirsdag i sidste uge valgte folketingsmedlem Mikkel Bjørn at forlade Nye Borgerlige. Dermed har partiet mistet to af de seks mandater, det fik ved folketingsvalget.
Mikkel Bjørn meldte sig i stedet ind i Dansk Folkeparti.
Allerede i november sagde Mette Thiesen farvel for at blive løsgænger.
Voxmeters måling er foretaget fra mandag 23. januar til og med søndag 29. januar. Målingen er lavet blandt 1004 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.
/ritzau/