66 procent af kontanthjælpsmodtagere under 30 år har forældre, der selv har været på kontanthjælp. Det viser ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.
Og for denne gruppe af kontanthjælpsmodtagere har økonomiske incitamenter ingen effekt i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet.
Der er i stedet brug for længerevarende familieprogrammer, hvis man vil bryde den negative sociale arv. Det mener professor og forsker i social arv Martin David Munk.
- Men politisk er man jo ikke villig til at rykke på det. Hvis man var det, var man også villig til at omfordele nogle ressourcer i samfundet og give flere penge til at hjælpe de her kontanthjælpsfamilier, siger Martin David Munk.
I et svar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets beskæftigelsesudvalg fremgår det, at 25.209 personer under 30 år på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse har mindst én forælder, der tidligere har modtaget kontanthjælp. Det svarer til 66 procent.
Det er Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM, der står bag opgørelsen, som dækker perioden 1991-2017. Det er ikke muligt, at gå længere tilbage i kontanthjælpshistorikken, og derfor kan andelen være langt større, hvis ældre generationer indgik i opgørelsen.
Børn kopierer forældre
Martin David Munk er professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet og har i en lang årrække forsket i sociale forhold, herunder social arv og mobilitet. Ifølge ham har børn en stærk tendens til at kopiere forældrenes sociale praksis.
- Hvis du vokser op med forældre, der er på kontanthjælp i en længere periode, er der større risiko for, du selv ender på kontanthjælp. Forældrene har en hverdagspraksis, som gør, at identiteten er at være på kontanthjælp. Hvis det er det normale for forældrene, så bliver det også det normale for den næste generation, forklarer Martin David Munk.
Han mener, det er helt forfejlet, når man fra politisk side indfører kontanthjælpsloft og skærer i ydelserne med argumentet om, at økonomiske incitamenter vil få folk i arbejde.
- Politikerne tror, at det, der alene rykker ved mennesker, er økonomiske incitamenter, men vi ved fra videnskaben, at det ikke er sandt. Økonomiske incitamenter har en vis effekt, men den er meget begrænset, siger Martin David Munk og fortsætter:
- For det, der ligger under det økonomiske aspekt, er det sociale. Og du kan ikke tage det, der er inde i folks kroppe, ud af dem. Du kan gå på kurser, du kan få psykologhjælp, men hvis man vil hjælpe folk, så er det en mulitfacetteret indsats, der skal til.
Ifølge ham kræver det en tidlig og længerevarende indsats, der omfatter hele familien, hvis man skal bryde den dårlige sociale arv.
- Det kræver en bred indsats, hvor man inddrager både forældre og børn. Man skal have gang i nogle processer, hvor man forandrer mennesker og deres mønstre. Og det kan tage rigtig lang tid. Jeg tror ikke, man fra politisk hold er rigtig parat til at betale det, det koster, siger Martin David Munk.
Han forklarer, at hvis man ikke har fået lært basale ting hjemmefra, som at spise rigtigt og børste sine tænder, så kan det være svært at fungere på arbejdsmarkedet.
- Det kan også handle om, at man har lidt nederlag i skolen eller andre sociale sammenhænge og derfor fastholder man sig selv i den tankegang, at man ingenting kan. Selvom det selvfølgelig ikke er sandt. Det handler om at få mønstrene frem i lyset. For hvis man ikke kender sine og andres mønstre, kan man heller ikke bryde dem, siger Martin David Munk.
Økonom: Vi lever ikke i en perfekt verden
Økonom og direktør i den borgerlig-liberale tænketank Cepos, Martin Ågerup, anerkender, at økonomiske incitamenter alene ikke er altid er midlet til at få ledige ud på arbejdsmarkedet.
Dog fastholder han, at lave ydelser er nødvendige for at lokke folk i arbejde.
- Vi kan jo se, at den strukturelle ledighed er faldet markant siden 80'erne takket være reformer, der dels har strammet op på rådighedsreglerne på dagpengeområdet og kontanthjælpen, men som også har reduceret ydelsernes størrelse, siger Martin Ågerup.
Han betegner tendensen med, at børn til kontanthjælpsmodtagere selv ender på kontanthjælp, som et dilemma, der er svært at håndtere.
- Vi lever ikke i en perfekt verden. Der vil altid være mennesker, der ender i en ulykkelig og hjerteskærende situation, siger Martin Ågerup.
For ham giver det ingen mening at fjerne de økonomiske incitamenter, selvom det ikke har afgørende effekt på de ledige, der er på kontanthjælp som følge af social arv.
- Hvis vi hæver ydelserne vil det jo have den effekt, at flere ville være på kontanthjælp og det vil så gå i arv til deres børn, og dermed vil den ulykkelige situation blive båret videre til næste generation, siger Martin Ågerup.