Det nytter ikke at svinge den økonomiske pisk over langtidsledige på kontanthjælp for at få dem i arbejde. De har i stedet brug for en gulerod i form af helhedsorienteret hjælp og støtte til hele familien. Især hvis man vil bryde den negative sociale arv. 

Det mener økonom, debattør og tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen.

Er du barn af en kontanthjælpsmodtager er der nemlig stor sandsynlighed for, at du selv ender på kontanthjælp.  

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 66 procent af kontanthjælpsmodtagere under 30 år har forældre, der selv har været på kontanthjælp. 

- For mange af dem, der er på kontanthjælp idag, er det ikke kun arbejdsløshed, der er problemet. Der er som regel andre og mere komplekse udfordringer. Det kan være psykiske lidelser, traumer, misbrug, vold eller fattigdom. Og det er jo alt sammen med til at præge børnene, for de er jo hjemme i det, forklarer hun om den negative sociale arv, der kan have stor betydning for deltagelsen på arbejdsmarkedet. 

Tror på gulerod

Og når politikerne skærer i de offentlige ydelser for at skabe økonomiske incitamenter for at arbejde, vil det ikke have nogen effekt for de personer, der er havnet på kontanthjælp af sociale årsager, mener Lisbeth Zornig Andersen. 

- Det borgerlige Danmark taler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. De er mere optagede af, at den lavtlønnede arbejder skal føle, det kan betale sig at stå tidligt op og arbejde som skraldemand eller andet. Men ser man det fra en kontanthjælpsmodtagers perspektiv, handler det om noget helt andet. Og hvad tror man, der motiverer dem? Er det pisk eller gulerod i forhold til en håndholdt indsats? Jeg tror på det sidste, siger Lisbeth Zornig Andersen. 

Ifølge hende kan økonomiske sanktioner være med til at flytte kontanthjælpsmodtagere længere væk fra arbejdsmarkedet. I stedet for lavere ydelser er der brug for helhedsorienterede forløb for hele familien, hvor én sagsbehandler har teten og koordinationen. 

- Vi er nemlig ikke så rationelle, som den økonomiske teori vil have os til at være. Der er så meget andet ved at arbejde, som ikke handler om penge, men om identitet, siger Lisbeth Zornig Andersen. 

Kommuners ansvar

Hun er selv opvokset i en underklassefamilie i Nakskov på Lolland og har brudt med den negative sociale arv. 

Og skal man bryde med social arv, har børn af kontanthjælpsmodtagere brug for hjælp udefra, fastslår hun. 

- Men det kræver, der er tilstrækkeligt kvalificerede fagfolk som pædagoger og skolelærere, der kan se og støtte de her børn. Det starter allerede i børnehaven, hvor børnene ofte har et lavere ordforråd, fordi man i disse hjem kommunikerer anderledes end i akademikerhjem. Allerede der skaber man en chance-ulighed, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Selvom det er landspolitikerne på Christiansborg, der er ansvarlige for lovgivningen, så mener Lisbeth Zornig Andersen, at det først og fremmest er kommunernes ansvar at hjælpe familierne med at bryde den negative sociale arv. 

- Politisk er det i kommunerne, der skal ske noget. Det er byrådene, der afgør, hvor og hvordan man prioriterer sin indsats, og hvordan man rent praktisk organiserer hjælpen. Og det er meget, meget forskelligt fra kommune til kommune. Der er nogle, der er meget dygtige, og så er der nogle, der desværre stadig ikke har forstået, at det er det besværlige, tværfaglige arbejde, der gør forskellen, siger Lisbeth Zornig Andersen.