Den amerikanske whistleblower Edward Snowden bebrejder præsident Barack Obamas regering for at være skyld i, at han ikke kan få den politiske asyl, han ønsker.
- Det er blevet rapporteret, at præsidenten - selvom han har lovet det modsatte - har beordret sin vicepræsident til at presse ledere af nationer, som jeg har søgt beskyttelse hos, til at afvise mine asylansøgninger, siger Snowden i en meddelelse offentliggjort af Wikileaks.
- Denne form for bedrag fra en verdensleder er ikke retfærdig, lyder det videre i meddelelsen, hvor han også siger, at Obamas regering bruger "statsborgerskab som et våben".
Tidligere har Snowden skrevet i et brev til Equador, at USA ikke kan få ham til at tie.
- Det står mig frit for at offentliggøre information, der er i offentlighedens interesse, skriver han i brevet, der ikke er dateret.
- Uanset hvor mange dage der er tilbage i mit liv, så er jeg fortsat dedikeret til kampen for retfærdighed i denne ulige verden.
/ritzau/Reuters