Alberto Contador blev den store taber på lørdagens 20. etape af Tour de France, som var løbets næstsidste.
Den dobbelte Tour-vinder fra Bjarne Riis' Saxo-Tinkoff-hold blev sat på den afsluttende stigning og mistede sin placering på podiet.
30-årige Contador erkender sit nederlag.
- Jeg kom her for at vinde, men først røg førstepladsen. Så røg anden- og tredjepladsen, siger spanieren, som dumpede fra anden- til fjerdepladsen i den samlede stilling.
Han blev distanceret af både lørdagens etapevinder, Nairo Quintana (Movistar), og Joaquim Rodriguez (Katusha), som nu ligger nummer to og tre bag den suveræne brite, Chris Froome (Sky).
- Tillykke til dem, der er foran mig. Jeg kommer tilbage til næste år, siger Alberto Contador.
/ritzau/