Slagen badmintonlegende roser sejrende Viktor Axelsen

Viktor Axelsen viste sig at være den bedste på dagen, da han slog Lee Chong Wei i sæsonfinalen i Dubai søndag.
Danske Viktor Axelsen (højre) står øverst på skamlen efter sejren i sæsonfinalen over Lee Chong Wei (venstre).
Danske Viktor Axelsen (højre) står øverst på skamlen efter sejren i sæsonfinalen over Lee Chong Wei (venstre). Foto: Giuseppe Cacace/AFP

Danske Viktor Axelsen satte søndag kronen på værket i et fantastisk badmintonår, da han vandt sæsonfinalen over den malaysiske legende Lee Chong Wei.

Efter halvanden times spil kunne Axelsen falde om på gulvet i Dubai med sejrscifrene 19-21, 21-19, 21-15, og Lee Chong Wei havde kun roser tilovers for den 23-årige dansker.

- Det blev en virkelig hård kamp i dag (søndag, red.), og jeg måtte arbejde for hvert eneste point. Jeg gav alt, men Viktor spillede bare godt, siger malaysieren ifølge TV2 Sport.

- Han er ung og hurtig, og så har han et farligt angreb. Samtidig så står han så godt i defensiven hele kampen, at jeg skal udnytte alle mine chancer. Jeg følte mig ellers ret velspillende i dag.

Det var anden gang i træk, at Axelsen vandt sæsonfinalen i Dubai.

Han blev tidligere på året verdensmester, da han slog en anden af badmintonverdenens helt store spillere i skikkelse af Lin Dan fra Kina i finalen.

Med turneringssejren i Dubai nåede danskeren op på tre Super Series-sejre i 2017.

35-årige Lee Chong Wei er selv firedobbelt vinder af sæsonfinalen, men må for tiden tage til takke med at være nummer to på verdensranglisten, efter at han i en lang årrække dominerede badmintonverdenen.

Den næste store udfordring for Viktor Axelsen er All England, der spilles i Birmingham i marts.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.