Det danske ishockeylandshold har som helhed leveret et godt VM, men det afsluttende 0-1-nederlag til Letland gør ondt.
Sådan lyder den første konklusion fra landstræner Jan Karlsson efter dukkerten i Boxen, som betyder, at Danmark er færdig i turneringen.
- Det er for tæt på til at lave en specielt klog analyse. Selvfølgelig er jeg skuffet over, at vi går glip af kvartfinalen. Samtidig må jeg også være realist. Vi har taget 11 point. Normalt vil det række til at gå videre.
- Vi havde chancen for at komme til København og chancen for at slå vores egen pointrekord. Vi tabte en ekstremt tæt, hård og god ishockeykamp med 0-1. Så er det klart, at man er lidt frustreret og forbandet, siger Karlsson.
Han havde set et dansk landshold forsøge alt mod et defensivt stærkt lettisk hold.
Fra boksen prøvede han at sætte sine spillere sammen i nye formationer i håbet om at få åbnet Letlands forsvar.
- Vi forsøgte at bringe mere energi ind i tingene. Det lykkedes på nogle punkter. Men vi var ikke tilstrækkeligt skarpe fremad, og Letland gjorde det virkelig godt, konstaterer Karlsson.
Hans kontrakt udløber til sommer, men han vil ikke forholde sig til en eventuel forlængelse.
I stedet ser han tilbage på en VM-oplevelse, der har levet op til alle forventninger.
- Det har været en helt mageløs, fantastisk oplevelse. Spillerne har leveret en kanonindsats, publikum har løftet os, og det er en oplevelse, man aldrig kommer til at glemme, siger Jan Karlsson.
/ritzau/