Betjente fra Københavns Politi rykkede sent tirsdag aften ud til Valby, efter ukendte gerningsmænd havde affyret skud.
- Vi har afsøgt området med hunde og har fundet nogle enkelte hylstre, oplyser central efterforskningsleder Jan Høier Mogensen ved Københavns Politi til Ritzau.
- Vi har ikke umiddelbart informationer om, at der er nogen, der skulle være ramt, tilføjer han.
Efterforskningslederen og flere andre betjente arbejder i øjeblikket på Ramsingsvej, hvor skuddene blev afgivet. Politiet ved endnu ikke, hvem der har trykket på aftrækkeren.
- Der er blevet observeret nogle køretøjer i området. Men vi er ved at finde ud af, hvad der er op og ned i det her, siger Jan Høier Mogensen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 23.50.