I går fyldte Rom-traktaten 50 år. Danmark har været med siden 1973, så vi har også grund til at fejre fødselsdagen. Rigtig godt smager det danske stykke lagkage dog ikke, og det skyldes vores evindelige folkeafstemninger.

Folkeafstemningerne har nemlig gjort, at vi har fået skilt EU-politikken fra al anden politik: Vi diskuterer EU, indtil vi er ved at kaste op, i månederne op til en folkeafstemning, mens ordet ’EU’ højst bliver hvisket af en verdensfjern radikal op til et folketingsvalg. Det har store konsekvenser.

For det første giver folkeafstemningerne befolkningen en helt forkert opfattelse af, at EU er et særskilt politikområde, som ikke har noget som helst at gøre med dagligdags politik – ligesom EU-debatten altid bliver forenklet ud i det absurde og gjort til et spørgsmål om ja eller nej.

For det andet – og her er det svært at forstå, at man som EU-skeptiker kan være fortaler for folkeafstemninger – er danskerne langt mere EU-skeptiske end deres repræsentanter på Christiansborg. Det er selvfølgelig et demokratisk problem – og det er alene folkeafstemningernes skyld, for hvis JuniBevægelsen blev et rigtigt parti, ville EU blive en del af folketingsvalgene, og EU-skeptikerne ville få langt mere indflydelse på EU-politikken.

Det er klart, at vi med Grundlovens nuværende ordlyd ikke helt kan undgå folkeafstemningerne, men grundloven er i høj grad åben for fortolkning. Lad os dog udnytte det.