Det finske ishockeylandshold kan tilsyneladende slet ikke holde op med at lave mål ved VM i Herning.
I en ensidig aftenkamp i Boxen bankede Finland et chanceløst norsk hold med 7-0.
Resultatet følger i halen på 8-1 over både Sydkorea og Letland, og finnerne har dermed scoret 23 gange i de første tre kampe i turneringen.
Der bliver nok at se til for Oliver Lauridsen, Jesper Jensen Aabo og de øvrige danske backer, når Danmark møder Finland onsdag.
Et afbudsramt norsk landshold har ellers leveret fornuftige præstationer i de første kampe, men blev splittet ad efter alle kunstens regler af de lynhurtige og skrupsultne modstandere.
Finland indledte med to scoringer i de første syv minutter, og allerede på det tidspunkt var det umuligt at se dem komme i problemer mod nordmændene.
Finnerne har taget et forynget og hurtigt landshold med til Herning, og i perioder slog de nærmest lejr i den norske forsvarszone.
Norges målmand Lars Haugen havde svære arbejdsbetingelser og blev taget ud efter anden periode, da han var blevet passeret seks gange.
Finske stjernespillere som Mikael Granlund, Sebastian Aho og Teuvo Teravainen demonstrerede deres velkendte klasse, og syv forskellige målscorere vidner om en vis bredde på det finske mandskab.
Finland har som det eneste hold maksimumpoint i gruppen, men har endnu til gode at møde USA og Canada.
Tidligere tirsdag vandt Letland som ventet over bundproppen Sydkorea, der blev besejret med 5-0.
/ritzau/