Ritzau
Opdateret kl. 06:42
En skovbrand, der har hærget Californien siden begyndelsen af december, er den største i delstaten, siden man begyndte at måle skovbrande i 1932.
Det oplyser den nationale vejrtjeneste i Los Angeles fredag.
- Branden Thomas er nu den største skovbrand i Californiens historie med 109.360 brændte hektar, skriver myndighederne på Twitter.
Hidtil var den største skovbrand en brand i San Diego i oktober 2003. Her døde 15 mennesker, og 109.298 hektar blev brændt.
Thomas har indtil nu krævet to menneskeliv. En brandmand og en kvinde, som forsøgte at flygte fra flammerne. Thomas har samtidig ødelagt flere end 700 hjem, skriver nyhedsbureauet AP.
Til tider har brandfolk været tvunget til at trække sig tilbage til sikre områder og blot vente på, at flammerne skulle passere, så de kunne angribe dem bagfra.
Ofte uberegnelige vindstød kombineret med ekstrem lav luftfugtighed har drevet flammerne frem med næsten hidtil uset hastighed. Thomas har opslugt mere land på få uger, end andre brande har gjort på en måned eller mere.
Onsdag, mens ilden fortsatte sin færd mod nord og vest, sagde brandchefen i Santa Barbara, at han var forbløffet over flammernes hastighed.
- De andre brande brændte i ugevis, og denne brand er kun få uger gammel. Det er helt utroligt, sagde han ifølge AP.
Det værste synes dog nu at være overstået.
Onsdag kunne brandmændene drage fordel af en stilstand i vejret, og svage vinde gjorde det muligt for dem at lave beskyttende brandbælter rundt om truede områder.
Torsdag blev de sidste evakueringsordrer afblæst, og fredag bevægede ilden sig langsomt gennem fjerntliggende vildnis.
Da branden var på sit værste, blev 100.000 mennesker bedt om at evakuere.
/ritzau/