Den ene væltede stole, råbte op og skældte ud på lærere og kammerater. Den anden led af kronisk hovedpine og smerter i maven og kastede op med vilje for at få lov til at blive hjemme fra skole.

Esben og Jeppe Truelsen har begge gået i almindelig folkeskole, før de i august sidste år begyndte på Mentiqa-skolen i Odense, men ingen af dem var velfungerende.

De to brødre er begge højt begavede børn, men netop den høje IQ har været årsag til mange frustrationer hos drengene.

»Jeppe brugte krudt på at beskytte sig selv, og Esben brugte krudt på at bekæmpe verden. Nu har de fået overskud til bare at være sig selv,« fortæller deres mor Charlotte Truelsen, der efter første informationsmøde på skolen ikke var i tvivl om, at hendes børn hørte til på Mentiqa.

»Alle kendetegnene på høj intelligens kunne vi bare sige tjek til, og det var en befrielse at høre at, alle de andre forældre havde det på samme måde. Så fællesskabsfølelsen gjorde, at vi blev ret opsatte på skolen,« fortæller hun.

Trivsel er vigtigst

I dag er otteårige Esben holdt op med at kaste med stole, og storebror Jeppe på 11 år har ingen mavesmerter mere.

På Mentiqa trives de begge, og det er ikke bare drengene glade for. Begge forældre er akademikere, men for dem er sønnernes velvære, og ikke intellektet, det vigtigste.

»Vi har ikke sendt vores børn på Mentiqa, for at de skal blive små Einstein’er. Det er for, at de skal trives og blive udfordret fagligt,« siger moderen, og far Brian Truelsen supplerer:

»Vi er ikke noget elitehjem, og vi har ikke pacet dem på nogen måde. Men vi besvarer selvfølgelig deres spørgsmål, og kan vi ikke svare, ved vi altid, hvor vi kan finde svaret. For eksempel er Esben meget optaget af sorte huller i universet for tiden. Så finder vi da nogle bøger om det og læser i dem som godnathistorie. Men det er dem selv, der gerne vil det,« siger Brian, der selv har en IQ på over 135.

»Vi gør, hvad vi kan«

Selvom skolen nu har eksisteret i et halvt år, og ledelsen regner med fremover at få elever nok til sikre dens eksistens, er det stadig et eksperiment, hvis udfald ingen kender endnu. Men Charlotte Truelsen bakker op om skolen.

»Vi ved ikke, om vi gør det rigtige, men vi gør, hvad vi kan, for at vores børn skal trives, og det gør de på Mentiqa,« siger hun.

Læs mere side 4