Et meget kræsent barn

Kære Janne Hejgaard,

min datter er meget kræsen. Hun kan ikke lide grønsager, hun kan ikke lide anden frugt end banan og mango, hun kan ikke lide suppe og gryderetter – osv. Til gengæld er hun selvfølgelig glad for alt det, der er sødt, og kan hun lokke mig til at lave risengrød med kanelsukker eller pandekager med syltetøj til aftensmad, så ryger der noget indenbords. Men det holder jo ikke! Jeg er træt af de evindelige diskussioner over aftensbordet, og det er efterhånden et problem i vores familie, fordi min mands datter er helt modsat. Hun spiser alting. Hvad gør man?

Mor til en kræsen

Svar

Kære ’Mor til en kræsen’,

det problem, du beskriver, er nok et af de almindeligste i dagens familier, og desværre ikke lige til at løse. Jeg håber, du kan blive inspireret af det følgende til at lave nogle handleplaner, som passer i netop din familie.

Det, vi spiser, er selvfølgelig næring til kroppen og brændstof for vores energi. Men mad er også et meget betydningsfuldt symbol. Tænk bare på ethvert barns allerførste oplevelse: At få mad ved at ligge i mors favn og blive ammet/ få flaske. Der er tæt sammenhæng mellem ’mad’ og ’mor’, og børn er på besynderlig vis helt klar over, at de kan ramme mor via maden.

Jeg kan jo ikke vide det mindste om, hvorvidt det er tilfældet i din situation, men du kan jo lige overveje det. Er balladen ved middagsbordet din datters – bagvendte – måde at skaffe sig din udelte opmærksomhed på? Får hun ved at spise så ’skævt’ adgang til din bekymring og omsorg?

Hvis du mener, at der kan være sådan en sammenhæng, så gælder det for dig om at lade være med at give din datter opmærksomhed på hendes kræsenhed og i stedet for gøre det på en anden måde. Hvis det er muligt for dig at være helt fokuseret på hende i et tidsrum, før I spiser aftensmad, så er det nok det mest effektive, fordi hun så vil være mere ’mæt’ af din opmærksomhed.

Når hun ved middagsbordet erklærer, at hun ikke kan lide dit og dat, eller at hun ikke er sulten, så siger du bare ok og fjerner hendes tallerken. Om hun derefter skal blive siddende ved bordet, mens I andre spiser, afhænger af jeres regler i familien, men du skal al fald ikke gøre noget stort nummer ud af det.

Det kan også være, at din datter har fået nogle spisevaner, du ikke bryder dig om. Er der for nylig sket ændringer i jeres måde at spise på? Kan hun fx være blevet vænnet til, at mad skal smage sødt? Eller måske, at mad ikke smager af ret meget?

Hvis det er sådan, må du give hende tid til at ændre vaner ved at servere den anden slags mad i små doser. Husk også, at hun vil have mere lyst til at spise noget, hun selv har været med til at lave. Har du brug for inspiration til sund og børne-nem mad, kan nemt søge i Helle Brønnum Carlsens forslag her

Det er selvfølgelig klogest at vænne børn til at spise varieret, fra de er små. Samt at huske, at børn altid opfører sig, som de gør, af en grund. De prøver at skaffe sig noget, de har brug for, og ved måske ikke, hvordan de skal bære sig ad med det – ud over at sige ’nej’ og ’vil ikke’. Man kan få meget at vide om dem ved at gøre sig overvejelser over, hvad det mon er, de prøver at skaffe sig – også når man bliver allermest irriteret over deres måde at være på!

Venlig hilsen Janne Hejgaard