Både banker og politikere kan lige så godt forberede sig på, at grådighed bliver et tema, der kommer til at fylde forsamlingshuse og avisforsider, når der på et tidspunkt bliver udskrevet folketingsvalg.
Det vurderer skatteminister Karsten Lauritzen (V) i forbindelse med en politisk debat ved Finans Danmarks årsmøde mandag.
Her har sagerne om hvidvask via Danske Banks estiske afdeling og svindel med refusion af udbytteskat fyldt en del efter et turbulent år for finanssektoren.
- Det bliver et tema, om alle betaler den skat, de skal. Om der er nogen, der er blevet for grådige, og om der er nogen, der ikke giver det til samfundet, de skal, siger Karsten Lauritzen.
Han opfordrer derfor bankerne til ikke kun at sørge for at lytte til juridiske vurderinger i en given sag, men også til at kigge på, hvad der var meningen med loven.
Og så mener han, at de skal gøre en ekstra indsats for at rette op på deres skrantende image.
- I har en udfordring med at få italesat, hvad I giver tilbage til samfundet.
- Der er nogle få, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og det bliver så projiceret over på en hel sektor.
- Derfor tror jeg, at en del af debatten op til folketingsvalget kommer til at handle om, at der er gået møl i moralen, siger skatteministeren.
/ritzau/