Da Rigsrevisionen vurderede tre ud af fire ejendomme forkert ved sidste ejendomsvurdering i 2011, var det langt fra ligegyldigt, om man var ejer af et lille, billigt hus eller en stor liebhaverejendom.
For ejere af billige boliger er hårdere ramt af Skats fejl i ejendomsvurderinger end dyre boliger.
Det viser en gennemgang dr.dk har foretaget af de samtlige cirka 12.000 frie hushandler i andet halvår af 2011.
Her fremgår det, at næsten ni ud af ti huse til en pris på mindre end en halv million kroner er vurderet langt højere af Skat, end de reelt er solgt for.
Og de boliger, der er vurderet for højt, er afLiebhave Skat i gennemsnit vurderet til at være 37 procent mere værd, en de er solgt til.
Samtidig viser gennemgangen, at ejere af boliger, der har kostet over 2,5 millioner kroner er sluppet billigere i skat, og otte ud af ti boliger i den prisklasse er således vurderet gennemsnitlig 28 procent for lavt.
Skat har gennemgået de cirka 12.000 handler, som analysen bygger på. Her har man fundet at 2.760 handler ikke er reelt frie.
Dr.dk har forsøgt at få svar på hvilke handler, der er tale om, men Skat ønsker ikke at give aktindsigt, og derfor skal analysen læses med dette forbehold.
Konklusionen kommer ikke bag på eksperter. Forelagt forbeholdet vurderer de kilder, dr.dk har talt med, at analysen er korrekt. Billige boliger rammes hårdere af Skats fejl i ejendomsvurderinger end dyre boliger.
Som Torben Bagge, ekstern lektor i skatteret ved Aarhus Universitet og partner i advokatfirmaet Tommy V. Christiansen siger:
- Det er omvendt Robin Hood. Dem, der har fået en for lav vurdering, kan slå sig på lårene og grine. Skatteministeren har til og med lovet, at ejendomsvurderingerne er fredet ind til 2016, så dem, der har fået en lav vurdering, kan nyde godt af det mange år endnu.
På baggrund af Rigsrevisionens kritik fra august har skatteministeren besluttet at nedsætte et uafhængigt ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til et nyt vurderingssystem. Skat har derfor ingen kommentarer til 2011-vurderingerne, meddeler en pressemedarbejder.