Nicklas Jensen er en mand, der afslutter meget og er vant til at score mange mål.
20 mål i 42 landskampe lød hans imponerende landsholds-cv forud for VM i ishockey, som blev åbnet med fire opgør uden hverken scoring eller assist for Jokerit-spilleren. Men det blev der ændret på mod Norge.
To pletskud i powerplay af Jensen i 3-0-sejren, og at netop han fik hul på bylden, det vakte stor glæde i den danske lejr.
- Det var utrolig vigtigt for Nicklas og for os, at han kom i gang. Han har mere i sig, end han har vist hidtil i turneringen, siger assisterende landstræner Heinz Ehlers.
- Hvis du normalt laver mange mål og point, og der så går en del kampe, hvor du ikke scorer, så sætter det sig et eller andet sted. Når du er målscorer, skal du score for at bevare den gode selvtillid, fortsætter Ehlers.
Hovedpersonen selv er da også rigtig godt tilfreds med, at han fik slettet det runde nul i statistikkerne, men han var aldrig i tvivl om, at det ville ske.
- Det var rart med to til selvtilliden. Det er rart at kunne gå videre med den, for det er ikke rart at stå i en afgørende kamp, hvor alt har været stolpe ud.
- Men der har ikke været stress på, vi har spillet fantastisk, så målene skulle nok komme, siger Nicklas Jensen.
Han roser holdkammeraterne for at gøre arbejdet nemmest muligt for ham, som de gjorde to gange mod Norge.
Her lykkedes det skydegale Jensen at ramme plet på isen i Herning til både 1-0 og 2-0.
- Der har været mange chancer, men det er sådan, hockey er. Nogle gange gider den ikke ind, andre gange går alt ind. Jeg har ikke været nervøs for, at målene ikke ville komme.
Danmark spiller lørdag mod Sydkorea, der synes at være VM's svageste hold. Danmark står med en god mulighed for at nå kvartfinalen, efter at holdet har hentet otte point i de første fem VM-kampe.
/ritzau/