De hører ikke til blandt Guds bedste børn. Grønlænderne i Anstalten ved Herstedvester. Flere af dem har mord på samvittigheden, og nogle flere voldtægter.
For de flestes vedkommende er der tale om forbrydelser begået i en kåd og fordrukken ungdom, men i dag er mange af dem ældre herrer. Og de sidder der stadig.
De er såkaldte forvaringsdømte og har derfor ingen tidsgrænse for, hvor lang tid de skal sidde bag tremmer i Danmark – flere tusinde kilometer fra deres hjem.
Og dog. For nylig lancerede justitsminister Lene Espersen (K) et forslag om at bygge en lukket anstalt i Grønland. Den skal én gang for alle gøre op med ordningen med at sende de mest hårdkogte kriminelle grønlændere til Danmark. Anstalten ventes færdigbygget i 2012 eller 2013, og initiativet kommer efter flere årtiers kritik af det, der af mange – herunder justitsministeren – betegnes som en skamplet på det danske retssystem. Nemlig, at grønlænderne deporteres langt væk fra deres oprindelige klima, kultur, familier og venner. Blandt de for tiden 21 indsatte i Grønlænderafdelingen i Herstedvester er der således mænd, der – afbrudt af prøveløsladelser – har siddet der i over 30 år. Fra de danske besøgsvenner, der er tilknyttet grønlænderne, er der beretninger om nyankomne, der lægger sig nøgne på det kolde badeværelsesgulv for at klare de danske temperaturer. Og beretninger om skæbner, der, efterhånden som årene går, frivilligt dropper telefonsamtalerne med familien i Grønland. Ganske enkelt fordi savnet kun bliver forstærket, når man ikke kan se og mærke sine kære.
30 år i Herstedvester
En af kritikerne er generalsekretær i Amnesty International Lars Normann Jørgensen, der direkte betegner ordningen som »diskrimination«.
»Grønlænderne er blevet straffet dobbelt, fordi de har skullet afsone flere tusinde kilometer væk fra familie og netværk,« siger han.
61-årige Ole Møller er en af veteranerne i Grønlænderafdelingen. Gennem de mange års debat om ordningen har han fået rollen som en slags uofficiel talsmand for de indsatte grønlændere. Han har ikke lyst til at snakke om, hvad han har gjort for at skulle sidde i afdelingen. Men foreløbig er det ifølge ham selv blevet til over 30 år. Derfor har han ikke mere at vende »hjem« til. Familiemedlemmer og venner i Grønland er enten døde eller gledet ud af hans bekendtskabskreds, og derfor vil han hellere blive i Danmark, hvis han engang skulle blive løsladt.
»De, der sidder her, har ofte siddet her i mange, mange år. Men på mine yngre medfangers vegne er jeg meget glad for, at man nu siger, at man vil stoppe deportationen af os,« lyder det fra Ole Møller.
Moderne kriminallov
For at forstå baggrunden for ordningen med at sende kriminelle grønlændere til Danmark er det nødvendigt at se på den grønlandske kriminallov. Den blev lavet for knap 60 år siden, efter at en dansk delegation af jurister i 1948 havde besøgt det hvide land mod nord. Det grønlandske samfund var dengang kendetegnet ved, at forbrydere fik lov at blive ude i samfundet, og kriminalloven kom til at bygge på det samme princip. Alene det, at den ikke hedder en straffelov var bemærkelsesværdigt, for den opererede i princippet ikke med straf, forklarer Finn Breinholt Larsen, der i mange år har forsket i området:
»Ideen var, at lovovertrædere skulle afkriminaliseres, og det blev de nemmest, hvis de fortsat kunne færdes i åbne anstalter eller ude i samfundet under forskellige kontrolforanstaltninger,« forklarer han og tilføjer, at kriminalloven af samme grund dengang blev opfattet som uhyre moderne blandt kriminologer i hele verden.
Men den moderne lov havde en bagside. For hvad skulle man gøre ved de mest forhærdede mordere og voldtægstforbrydere, der ganske enkelt var for farlige at have gående frit omkring? Tidligere havde man sendt dem ud af bygderne, hvor de måske druknede, frøs ihjel eller mødte en isbjørn. Den slags rimede dog dårligt på moderne kriminallov, og derfor åbnede man i 1963 op for at sende dem i forvaring, altså tidsubestemt fængsel, i Danmark. Finn Breinholt Larsen mener, at ordningen fra starten var en nødløsning, efter at en række voldsomme drab i slutningen af 1950’erne havde rystet Grønland.
»De moderne principper kunne ganske enkelt ikke rumme de mest farlige forbrydere. Og de kom til at betale prisen. Nemlig at blive sendt til Danmark til et helt andet klima, en helt anden kultur og ikke mindst langt væk fra deres familier og venner,« forklarer han.
Og indtil videre har nødløsningen fungeret i over 40 år.
Den er jævnligt blevet kritiseret af blandt andre retseksperter og politikere. Derfor blev der i 1994 nedsat en såkaldt retsvæsenskommission, der skulle bane vejen for en lukket anstalt i Nuuk. Kommissionen fik tre-fire år til at komme med sin anbefaling, men der gik ikke mindre end 10 år, før den i 2004 lå klar. Og det er disse anbefalinger, justitsministeren nu følger op på.
»Vi skal dø her«
I dag sidder der 21 grønlændere i Herstedvester. Flere af dem er mere end midaldrende og har siddet der i op til 30 år. Uden at vide om de nogensinde kommer på fri fod igen. Men fra omkring 2013 kan de formentlig afsone i Grønland.
61årige Ole Møller har fulgt og deltaget i debatten om ordningen siden 1970’erne.
»Men da jeg hørte, at de nu lover, at de vil lave en lukket anstalt, tænkte jeg, at de første af os, der kom her til, jo nok ikke når at komme hjem. Vi skal dø her,« siger han.