Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
For både banker og landbrug har finanskrisen trukket dybe økonomiske spor. Og for mange landmænd og små- og mellemstore virksomheder mærkes de økonomiske efterdønninger af bankkrak stadig i form af kreditklemmer og dyrere finansiering.
Set i det lys glæder det erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, at et bredt flertal i folketinget i dag er enedes om kravene til de syv største danske pengeinstitutter, de såkaldte SIFI'er (Systemisk Vigtige Finansielle Institutter) i bankpakke 6.
Fremover skal bankerne - herunder landbrugsbanken DLR Kredit - leve op til en række krav, herunder at bankens pengetank øges, så de polstres bedre mod uforudsete tab.
- De nye krav er med til at sikre en sund finansiel sektor. Overordnet har alle kunder - også landmænd og erhvervskunder - en interesse i, at finanssektoren fungerer, og at vi undgår økonomisk uføre og flere bankkrak i fremtiden, siger erhvervspolitisk direktør i Landbrug & Fødevarer, Lone Saaby.
Landbrug & Fødevarer appellerer dog til, at man politisk tager meget hensyn til, hvor hurtigt og hvor meget de nye stramninger gennemføres. Sker det for hurtigt, risikerer stramningerne at begrænse lånemulighederne.
- Den overordnede intention er god, så derfor skal man bare sikre, at kreditklemmen ikke forstærkes. Det er derfor oplagt, at Regeringen afbøder de negative konsekvenser ved at stille alternativ finansiering til rådighed via fx erhvervsobligationer, Vækstfonden og Landbrugets Finansieringsbank, siger Lone Saaby.
Lone Saaby glæder sig samtidigt over, at forliget indskærper, at reglerne i Danmark ikke må overimplementeres i forhold til de øvrige EU-lande. Derfor skal kravene sammenlignes med en række andre lande.
Et andet positivt element i aftalen handler om Finanstilsynet, der fremover skal have egen bestyrelse. Det vil ifølge Landbrug & Fødevarer kvalificere arbejdet betydeligt.
- Nu kan tilsynet bruge mindre krudt på at lave lovgivning og i stedet bruge deres kræfter på at føre tilsyn. Det giver rigtig god mening, at lade tilsynet fokusere på at komme ud i bankerne og kigge dem efter i sømmene. Det vil give et bedre og mere effektivt tilsyn, siger Lone Saaby.
Endelig hæfter Landbrug & Fødevarer sig ved, at der i forliget lægges op til at følge EU - og ikke løbe foran - i forhold til reglerne om krav til likviditet. Ifølge aftalen vil regeringen nu vente til Kommissionen har truffet afgørelse om, hvordan realkreditobligationer skal vurderes, de såkaldte LCR-krav. Det er vigtigt, at danske realkreditobligationer også fremover kan medregnes som sikker kapital, og det regelsæt fastlægges først i 2014.
For yderligere kommentarer:
Erhvervspolitisk direktør Lone Saaby kan kontaktes gennem pressekonsulent Rasmus Holm Thomsen: Mobil 6126-6701 / mail: rht@lf.dk
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.