Skidt nyt for landstræner Ulrik Wilbek forud for håndboldherrernes EM i Danmark i januar.
Nikolaj Markussen kommer ikke med til slutrunden, efter at venstrebacken kom til skade under mandagens landsholdssamling i Brøndby.
Han har revet akillessenen over i højre fod.
- Alt det, jeg havde forsøgt at bygge op frem til EM 2014, er væk. Alt det, jeg havde glædet mig til, er borte. Det er lige til at tude over, siger han til DR Sporten.
Landsholdet er i disse dage samlet forud for Golden League-stævnet i Oslo, hvor de skal møde Frankrig, Kroatien og Norge fra 1. til 3. november.
/ritzau/