Først spolerede skader størstedelen af sæsonen for den 41-årige Radioshack-Leopard-rytter Chris Horner.
Dernæst blev han en sensationel vinder af årets sidste Grand Tour, Vueltaen. Og nu er sæsonen pludselig slut for amerikaneren.
Søndag forsøgte han at følge sin form fra det spanske etapeløb op ved VM-linjeløbet i Italien, men det sluttede, inden det rigtigt startede for Horner.
Som så mange andre styrtede han under de regnfulde vejrbetingelser og måtte udgå allerede på den første af de 10 omgange på rundstrækningen.
Nu viser undersøgelser, at Chris Horner har brækket flere ribben, og dermed er 2013-sæsonen forbi for hans vedkommende.
- Alt er gået godt i de seneste par måneder bortset fra verdensmesterskabet. At brække ribben er virkelig smertefuldt, og jeg er tvunget til at holde mig fra cyklen i mindst to eller tre uger, siger Chris Horner til Skysports.
De resterende opgaver i denne sæson var Lombardiet Rundt og Tour of Beijing.
- Det er ærgerligt, at jeg ikke kan afslutte min sæson på en ordentlig måde i Lombardiet og Kina, siger Horner.
Spanieren Samuel Sánchez, der ligeledes var uheldig at styrte ved søndagens VM, må også opgive at stille til start ved Lombardiet Rundt.
/ritzau/