Der er blevet fremsat et nyt lovforslag om forældreansvar i forbindelse med skilsmisse. Forslaget bærer overskriften ’Barnets perspektiv’.

’Forældreansvar’ og ’barnets perspektiv’ må klinge som sød musik i alles ører. Desværre bliver musikken spillet på toppen af Mount Everest – ikke hernede på jorden, hvor almindelige mennesker går rundt.

Der er tre parter i en skilsmisse: far, mor og børn. Da det er børnene, som er den ubetinget svageste part i trekanten, skal børneperspektivet selvfølgelig prioriteres før rettigheds- og ligestillingsperspektivet. Altså i de tilfælde, hvor de to perspektiver kommer i uløselig konflikt med hinanden. Det gør de heldigvis ikke så tit.

Ikke så enkelt

Som udgangspunkt kan alle erklære sig enige i det sympatiske synspunkt: Et barn har ret til en far og en mor, og det bedste for et barn er at blive passet af både far og mor. Men det er kun på de politiske Himmelbjerge, at sagen tegner sig så enkelt. I det virkelige hverdagsliv lever en del forældre ikke op til deres omsorgsforpligtelser, og de optræder hverken modent eller ansvarligt.

Alle har imidlertid givet udtryk for, at det konkrete barn og ikke juridiske rettigheder skal sættes i centrum. Omdrejningspunktet har uden undtagelse været at levere svar på spørgsmålet: Hvad er det vigtigste her i livet for et barn? Bare sjældent udtrykt så præcist som i følgende valgmulighed:

1. Er det vigtigste for et barn, at det efter en skilsmisse kan se og kender både sin genetiske mor og sin genetiske far, uanset at samværet med den forælder, barnet ikke bor sammen med, giver anledning til konflikter i barnets tilværelse?

2. Er det vigtigste for et barn, at det bor sammen med mindst én omsorgsperson, der kan sikre barnet ro, tryghed og gode udviklingsmuligheder? Også selvom trygheden etableres på bekostning af samværsforælderens interesser og smerte i form af adskillelse?

Børnefjendsk

Det nye lovforslag, der lægger op til idømt fælles forældremyndighed, samvær til selv voldelige mænd samt udlevering af ammebørn, er et børnefjendsk tiltag i ligestillingens navn. Med fokus på fars ret til et barn, der sesam-sesam er blevet forvandlet til et-barns-ret-til-to-forældre’. Men et barn kan ikke bruge abstrakte rettigheder til noget. Hvad det derimod kan bruge er daglig omsorg, ro, tryghed og nul samværstvang.

Folketingets medlemmer ryster imidlertid ikke på hånden. De lader sig sandelig ikke påvirke af den veldokumenterede kritik af den såkaldte ’forældreansvarslov’, som Foreningen Far ikke kunne have lavet bedre selv. Det massive lobby-arbejde, som denne Forening for Frustrerede Fædre har udført igennem de seneste 10-15 år, har båret frugt.

Men disse fædre er selvfølgelig også blevet hjulpet smukt på vej af typer som fru Lone Dybkjær, der oven i købet har vist sig at være protektor for den selv samme forening. Tak for kaffe siger jeg bare.

Én ting er sikkert: Dybkjær har aldrig prøvet at blive tvunget til at udlevere et barn til samvær med den mand, som har udøvet vold mod hende.