Netop hjemkommen fra fire års selv-påført eksil i Schweiz for, som han selv sagde, at “frelse nationen” ved næste valg, er der udstedt arrestordre mod Pakistans tidligere diktator Pervez Musharraf.
Det handler om en sag fra 2007, hvor Musharraf hårdt presset politisk indførte nødret (diktatur) og fyrede et bundt kritiske ledende dommere, forklarer Al-jazeera. Musharraf stak af fra Pakistan, da han stod overfor anklager ved landets Rigsret for magtmisbrug.
Kaution ophævet
Siden sin ankomst i Pakistan i marts har Pervez Musharraf været løsladt mod kaution. Den er nu ophævet og han skal sættes i forvaring. Den tidligere diktator fik dog lov at forlade domhuset omgivet af sit talrige sikkerhedsfølge.
Militærdiktatoren har også andre verserende juridisk problemer. For eksempel er han anklaget for at stå bag snigmordet på premierminister Benazir Bhutto i 2007 og andre politiske ledere.
Mere praktisk har han et problem med Taliban, hvis pakistanske afdeling har svoret af sende samtlige deres snigmordere og selvmordsbombefolk efter ham. Som præsident blev han USA’s nære allierede i krigen mod terror.
Musharraf har som grundlag for sin valgkamp, der måske nu stoppes, oprettet et nyt politisk parti med navnet “All Pakistan Muslim League”. Han anses overhovedet ikke som en ledende kandidat. Pakistan skal have valg den 11. maj.