Den tidligere komiker Al Frankens politiske karriere er ved at smuldre.
Det sker, efter at han er havnet i massiv modvind som følge af en række anklager om upassende seksuel adfærd.
Demokraten Al Franken, der har været senator i Minnesota siden 2009, er blevet opfordret til at trække sig fra Senatet af sine partifæller.
Og ifølge Minnesota Public Radio sker det torsdag. Den lokale radiostation citerer en demokratisk kilde, der har talt med Al Franken og hans støtter.
Anklagerne mod Franken begyndte at dukke op for tre uger siden. Her blev han blandt andet anklaget for at kysse en radiojournalist mod hendes vilje og for at tage hende på brysterne, mens hun sov.
Siden har mindst syv kvinder anklaget ham for upassende seksuel adfærd.
Den demokratiske leder i Senatet, Chuck Schumer, opfordrede onsdag Al Franken til at trække sig fra Senatet.
- Jeg betragter Al Franken som en kær ven, og jeg respekterer fuldt ud hans bedrifter. Men han har en større forpligtelse over for sine vælgere og Senatet, og derfor bør han trække sig med det samme, siger Schumer ifølge Reuters.
Også formanden for Demokraternes Nationale Komité, Tom Perez, opfordrer Franken til at trække sig.
Det samme gør Kirsten Gillibrand, der er demokratisk senator i New York.
- Nok er nok. Vi bliver nødt til at trække en streg i sandet og sige, at det her ikke er OK. Intet af det er acceptabelt, og vi, der er valgt som ledere, skal leve op til højere standarder, siger Gillibrand ifølge AP.
Al Franken er tidligere komiker og blev oprindeligt landskendt gennem sin medvirken i det populære sketchshow Saturday Night Live.
Han har været betragtet som en lovende politisk profil hos Demokraterne i USA, siden han blev valgt som senator i 2008.
Al Franken er en af mange offentlige personer, der er blevet anklaget for upassende seksuel adfærd i forbindelse med #MeToo-kampagnen.
/ritzau/