Ritzau
Opdateret kl. 03:42
En angrebsmand udløste en bombe fra en sort pose på et menneskefyldt marked i det nordlige Nigeria torsdag. Han dræbte seks personer og sårede 13, oplyser en kilde i en af Nigerias sikkerhedsstyrker.
Ifølge samme person står den ekstremistiske gruppe Boko Haram bag angrebet.
Attentatmanden udgav sig for at være handelsmand, før han udløste bomben i landsbyen Amarwa cirka 20 kilometer fra Maiduguri, der er hovedby i delstaten Borno og fødestedet for Boko Haram.
- Seks mennesker døde af eksplosionen på stedet, mens 13 andre er hårdt såret. De sårede er blevet bragt til hospitalet i Maiduguri, mens de døde er blevet begravet i landsbyen, siger Babagana Kolo, en af lederne af en militærstyrke, der hjælper hæren i kampen mod Boko Haram, til AFP.
Angrebet fandt sted, få dage efter at et andet angreb fra Boko Harams side slog fejl i Maiduguri.
Ibrahim Liman, en anden militærperson, siger til AFP, at bombemanden gik rundt på markedet med en sort plastikpose og spurgte, om folk ville købe korn. Det var omkring klokken 11.30 lokal tid torsdag.
- Så gik han hen til en gruppe mennesker, der stod og snakkede i nærheden. Det var der, at han detonerede sprængstoffet, som var i hans pose, siger han.
Landsbyen Amarwa er blevet ramt af adskillige angreb fra Boko Haram i de seneste otte år.
Konflikten mellem den ekstremistiske gruppe og Nigerias styrker har kostet mindst 20.000 mennesker livet, mens 2,6 millioner er drevet på flugt.
I de seneste måneder har krigere fra Boko Haram skruet op for angreb mod militær og civile. Det sker, selv om den nigerianske regering og hæren har sagt, at Boko Haram er så godt som udryddet.
/ritzau/AFP