16. december 2006. Nørrebro brænder, og Ungdomshusets beboere kaster kanonslag, molotovcocktails og brosten efter politiets folk, der forsøger at dæmpe demonstrationen. Det har fuldstændig taget overhånd, og politifolkene er havnet i en særdeles farlig situation.
Rune Hansen, 29, og Peter Møllebak, 30, arbejder for Politiets Beredskabsafdeling og står begge midt i infernoet af larm og røg, som gør det næsten umuligt at se og kommunikere.
Rune Hansen befinder sig bag nogle af bilerne, hvor han kan se, at demonstranterne er helt oppe ved dem. Brostenene og kanonslagene flyver imod dem, og i det sekund er han bange.
»Jeg tænkte: Nu går det rigtig rigtig galt. Og selvom jeg var forberedt, så blev jeg overrrasket over, hvor voldsomt det var. Der var jeg utryg,« fortæller Rune Hansen, der har været i afdelingen i tre år.
Peter Møllebak opdager, at en kvindelig kollega er ved at blive kørt ned af en af deres egne biler. Han løber hen og banker alt, hvad han kan på bilens bagdør.
»Men de kunne intet høre inde i bilen, fordi det regnede ned med sten, og der blev banket på fronten med jernrør. Dét var ubehageligt,« fortæller Peter Møllebak, der som et led i sin uddannelse arbejder i Beredskabsafdelingen. Så demonstrationen 16. december var i bogstaveligste forstand hans ilddåb.
»Jeg var meget forundret over, at de opførte sig sådan. De har jo før kastet med brosten, men det overraskede mig, hvor meget de havde forberedt sig. At de havde bevæbnet sig med jernspyd og tåregasspray, og at de for at beskytte et hus, som de mener er deres, vil gå så langt som at kaste en stor sten efter en politimand. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de kan finde på det,« siger Peter Møllebak.
Venter i uvished
Begge betjente er gift og har små børn. Og når de rykker ud, så betyder det også, at konerne bliver efterladt derhjemme i uvished, indtil det bliver muligt at ringe hjem.
»Jeg ringede hjem, da vi fik en pause og sagde, at jeg var o.k. Hun havde selvfølgelig fulgt med og hørt, at der var fire tilskadekomne kolleger. Og hun har efterfølgende spurgt, om jeg ikke kunne finde et andet arbejde, fordi hun syntes, det var lidt for vildt,« fortæller Peter Møllebak.
Men han har ikke fundet et nyt job. Og der kommer – måske – en næste gang. For på et eller andet tidspunkt skal Ungdomshuset ryddes. Og så skal de igen rykke ud.
»Før demonstrationen havde vi fået af vide, at der højst sandsynligt ville komme sten. Men vi var ikke forberedt på den larm, røgen, omgivelserne. Det er vi mentalt forberedt på næste gang,« fortæller Rune Hansen, der dog håber på en fredelig løsning. Og han har da heller ikke lagt Ungdomshusets beboere for had.
»Det er ren professionalisme. Vi kan ikke bare give efter rent følelsesmæssigt. Man er nødt til at lægge låg på. Der må aldrig nogensinde komme det her had, hvor man føler, at man skal give tilbage af samme kaliber,« slår Rune Hansen fast.