Seks mænd, der er anholdt og anklaget i en sag om røveri og gruppevoldtægt af en kvindelig schweizisk turist i Indien, er alle blevet idømt livsvarig fængsel, rapporterer nyhedsbureauet AFP.
De seks mænd blev anholdt kort efter, at den 39-årige kvinde og hendes mand blev overfaldet i et øde skovområde i delstaten Madhya Pradesh 15. marts.
Parret var på vej på cykel til Indiens store turistdestination Agra, hvor det ikoniske Taj Mahal ligger, da de stoppede for at overnatte i en landsby.
Her blev de sent om aftenen overfaldet af de seks mænd, som er lokale landsbyboere i alderen 19-25 år.
Ifølge politiet bankede mændene den schweiziske mand med stokke, hvorefter de bandt ham og voldtog den 39-årige kvinde foran ham.
Efter overgrebet blev den schweiziske kvinde bragt til hospitalet i byen Gwalior, der ligger 70 kilometer væk.
Mændene har tidligere i forløbet alle tilstået deres involvering i forbrydelsen.
Sagen er blot en af flere store voldtægtssager, der har sat fokus på de mange seksuelle overfald, som piger og kvinder udsættes for i Indien, et af verdens mest folkerige lande.
/ritzau/AFP