To 11-årige piger er fredag døde af deres kvæstelser, efter at en skolebus kolliderede med et tog i Frankrig torsdag, oplyser en kilde ved fransk politi.
Torsdag mistede fire teenagere livet ved ulykken. 18 andre var sårede, inklusiv 14 børn.
Det samlede antal døde efter kollisionen er dermed seks personer.
Toget og skolebussen kolliderede torsdag ved Millas, der ligger omkring 18 kilometer vest for byen Perpignan i det sydlige Frankrig.
Børnene i skolebussen var i alderen 11 til 17 år og var fra en nærliggende skole.
Ulykken skete omkring klokken 16, da bussens bageste del blev ramt af toget.
Billeder fra ulykkesstedet viser, at bussen blev brækket i to ved sammenstødet.
En togoperatør fra selskabet SNCF har ifølge BBC fortalt, at bommen, der skal skærme for toget, gik ned, da kollisionen skete. Men dette er ikke bekræftet.
Politiet ventede torsdag på at kunne afhøre den kvindelige chauffør, der kørte bussen. Hun var lettere skadet af sammenstødet, skriver BBC.
Redningstjenester og kriseenheder ankom til stedet for at komme passagererne til undsætning.
Ifølge BBC var mere end 150 redningsarbejdere og fire helikoptere på ulykkesstedet.
Franske politikere var torsdag ude og udtrykke sympati med ofrene for ulykken.
- Alle mine tanker går til ofrene for denne forfærdelige skolebusulykke og til deres familier. Staten er fuldt mobiliseret for at hjælpe dem, skrev den franske præsident, Emmanuel Macron, på Twitter.
Den franske transportminister, Elisabeth Borne, har beskrevet sammenstødet som "en forfærdelig ulykke".
Hun skrev torsdag på Twitter, at hun ville besøge ulykkesstedet.
Også den franske premierminister, Edouard Philippe, besøgte ulykkesstedet.
/ritzau/AFP