Den værste opfindelse i min barndom var rollespil. Det fik sin spæde start med Dungeons and Dragons og udviklede sig til et regu-lært mareridt af 100-siders terninger, orker og små tinfigurer, der skulle males. Men det er svært at male snørebånd på noget, der er 1,5 centimeter højt, når man er født med 10 tommelfingre og har tålmodighed som en hund i løbetid. Så jeg blev aldrig gode venner med nogen form for rollespil, og jeg fattede aldrig, hvorfor folk hellere ville skabe sig en sekundær personlighed ved navn Gylfdyr eller Rundantan i stedet for at spille fodbold. Men tiden gav mig jo også ret. I dag er rollespil af de fleste betragtet som nørdet, og fodbold er stadig drønpopulært. Men så kom Second Life, som jeg ved gud heller ikke forstår, og som i mine øjne er lige så åndet, som rollespil. Noget med, at det tilfører livet SÅ meget værdi at have en personlighed i Second Life, som man helt selv kan bestemme, hvordan skal være, og som kan alle de samme ting, som man kan i virkeligheden???

Ja, jeg har også eksperimenteret med at give min første kammerat, Bamselej-se, (nej, han er af hankøn) forskellige identiteter – som regel lidt dummere end mig selv. Men det voksede jeg sgu fra for en del år siden, og han er nu deponeret hos min mor. Faktisk er det mig ret uoverskueligt at skulle tage ansvar for en playmobilmand i cyberspace, når nu mit eget liv i forvejen er så svært at administrere. Så hvad er det, I vil, second life-freaks? Vil I blære jer med, at I har overskud til at leve to menneskers liv, eller er I bare nogle rollespilsnørder, der savner noget at gå op i. Jeg tror det sidste, men I gør mig utrygge. For hvis jeg tager fejl, er jeg endegyldigt hægtet af samfundsracet, og vil altid være et andenrangsmenneske med kun en personlighed. Skidt start på det 21. århundrede.