Seattle-dommer ophæver dele af Trumps indrejseforbud

Personer med et såkaldt bona fide-forhold til USA skal have lov til at søge om ophold i USA, siger dommer.
Donald Trumps indrejseforbud er delvist blevet ophævet af en dommer.
Donald Trumps indrejseforbud er delvist blevet ophævet af en dommer. Foto: Carlos Barria/arkiv/Reuters

USA's præsident Donald Trumps omstridte indrejseforbud gennemgår nu endnu engang en forandring.

Det sker, efter at en føderal dommer fra Seattle har ophævet dele af præsidentens meget omtalte indrejseforbud.

Dommerens beslutning betyder, at udenlandske borgere, der er omfattet af indrejseforbuddet, skal have lov til at søge om ophold i USA, hvis de har et såkaldt bona fide-forhold til landet.

Det kan eksempel være tilknytning til familiemedlemmer eller et studie.

Personer, der ikke har tilknytning til USA, vil dog fortsat være omfattet af Donald Trumps indrejseforbud.

Beslutningen blev truffet efter en retssag, hvor Den Amerikanske Civile Frihedsunion og Jødisk Familietjeneste havde klaget over forbuddet.

Dommeren skriver i sin afgørelse:

- Tidligere embedsfolk har i detaljeret grad forklaret, hvordan forbuddet vil skade USA's nationale sikkerhed og udenrigspolitiske interesser.

James Robart understreger samtidig, at personer fra de pågældende lande i forvejen bliver undersøgt grundigt for at få lov til at rejse ind i USA.

I en udtalelse fra justitsministeriet siger talskvinde Lauren Ehrsam, at ministeriet nu tager beslutningen til efterretning.

- Vi er uenige i rettens beslutning, og vi evaluerer nu, hvad vores næste skridt bliver, lyder det fra justitsministeriets talskvinde.

11 lande er en del af Trumps indrejseforbud, og mange af dem er lande med overvejende muslimsk befolkning. De 11 lande er Egypten, Iran, Irak, Libyen, Mali, Nordkorea, Somalia, Sydsudan, Sudan, Syrien og Yemen.

Trumps indrejseforbud har været længe undervejs og blev således i første omgang præsenteret i januar, kort efter at Trump tiltrådte som præsident.

Siden da er det blevet ændret flere gange, og forskellige dommere i USA har også flere gange blokeret for forbuddet.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.