Den kinesiske millionby Harbin bliver omtalt som 'Østens Paris' på grund af sin smukke arkitektur, men det var svært at få syn for sagen mandag.
Forureningen lå så tæt over byen og dens næsten ti millioner indbyggere, at flere veje, lufthavne og skoler var lukket af sikkerhedsmæssige årsager.
I Harbin blev luftforureningen målt til at være 24 gange højere, end den grænse WHO anbefaler.
Flere andre byer i det nordøstlige Kina var ligeledes pakket godt ind i smog, og det er her om vinteren, det er værst. Både fordi fugten i luften og vejrforholdene gør, at forureningen bliver hængende, men også fordi der bare bliver fyret med meget mere kul i de koldere områder af landet.
Kinas myndigheder er allerede i gang med flere tiltag for at forbedre luftkvaliteten, blandt andet ved at skrue ned for forbruget af kul, ved at forbedre den kollektive trafik og ved at tilskynde til brugen af eldrevne køretøjer.
Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup Sørensen