Indrømmet. Da jeg står og ser det ene kranium ind i de tomme øjenhuler efter det andet, var det ikke ligefrem, hvad jeg havde forestillet mig af afslappet sightseeing.
Cambodjas solvarme, eksotiske hovedstad, Phnom Penh, lægger mere op til at drikke friske frugtdrinks ved natklubbens pool; at bladre sig gennem de lækre silketørklæder på et af de mange markeder; eller at køre bag på en knallert gennem trafikkaosset med vinden i håret langs Mekong-floden.
Men jeg har selv valgt, at mit halvandet døgn i Phonm Penh skal bruges til at se folkemordet på mellem 1,5 og tre millioner mennesker i øjnene. Med begrænset tid i det sydasiatiske land er der ikke tid til at tage til Angkor Wat seks timer i bus fra hovedstaden. Og så stod valget mellem det overdådige kongepalads og de knap så glitrende mindesmærker fra regimet under de Røde Khmerer. Selvom den blodige fortid er alt andet end attraktiv, er den så tilstedeværende, at attraktionerne ikke er til at komme udenom, og det bliver gru frem for guld, der vinder tiden.
Derfor går turen både til det tidligere fængsel Toul Sleng i Phnom Penh og til the Killing Fields en halv times tid fra byen.
The Killing Fields er en række steder, hvor mellem en tredjedel og en fjerdedel af indbyggerne blev dræbt under de kommunistiske Røde Khmerer, som regerede landet – dengang under navnet Demokratisk Kampuchea – fra 1975 til 1979.
Et tårn af kranier
Først nu er landet på vej til et retsopgør med de ansvarlige for massedrabene. Fire lokale og tre internationale dommere er udpeget til et tribunal, som i 2007 skal starte retssager mod en række af de ledere, der stadig er i live. Lederen af De Røde Khmerer, Pol Pot, døde i 1998 efter, det var blevet offentliggjort, at han skulle overgives til en international domstol.
En af de bedst kendte af the Killing Fields er Choeung Ek, som kan nåes med tuk-tuk fra Phnom Penh. Efter kort tids kørsel bliver den menneskefyldte hovedstad afløst af rismarker og faldefærdige træhytter, der suser forbi det lille motoriserede køretøj, som bumper sig frem over hullerne i den støvede grusvej.
Og der er de så. De godt 8.000 kranier, der er stablet i et buddhistisk tårn som minde om udrensningen af religiøse, intellektuelle og andre, der kunne mistænkes for at have kontakt med fremmede magter og være en trussel mod det kommunistiske styre. Kvinder, 15 til 20 år . Et skilt markerer oprindelsen for kranierne på den ene hylde.
Omgivelserne ved Killing Fields er rolige og landlige. Grønne buske og blomstrende kirsebærtræer. Men så passerer man en bunke knogler og flossede tøjlaser, der stikker op af den tørre jordskorpe. En lille firkant er hegnet ind af små træstolper, og det er svært at kapere, at her blev fundet 166 hovedløse lig. Ved siden af lå 100 børn og kvinder side om side.
Kranierne taler for sig selv, og selvom selve stedet ikke gør mig meget klogere på de grusomme begivenheder, forlader jeg alligevel stedet med en følelse af at have få et lille indblik i landets fortid.
Syv overlevende
Inden fangerne blev fragtet til The Killing Fields, havde de fleste været fængslet i Toul Sleng i Phnom Penh. Et sted mellem 14.000 og 20.000 fanger blev buret inde i små celler i Toul Sleng. Kun syv overlevede.
Uden for fængslet står de levende minder fra tiden under De Røde Khmerer: Etbenede tiggere med ansigter vansiret af syre tager imod turisterne.
Tiggerne, de små celler og tortur-værktøjerne gør indtryk. Men det er de hundredvis af billeder, der får hårene til at rejse sig på armene.
Store pasfotos af de mennesker, der levede og døde i Toul Sleng. Skræmte blikke, tomme øjne. Det er her, historien om det mørke kapitel bliver fortalt.
Efterkommere har været i fængslet for at se, om slægtninge var at finde på billederne.
Det er noget af det mest udmattende sightseeing, jeg har prøvet. Og selvom det er en smule makabert, er det svært at komme uden om at være i et land med en sådan historie – uden at se den i øjnene.
Cambodjanerne er kommet videre. Og de er gavmilde med også at vise de mere eksotiske sider af byen frem – heriblandt de friske frugtdrinks ved natklubbens pool; lækre silketørklæder på marked; eller en tur bag på en knallert med vinden i håret langs Mekong-floden.