En såret kænguru dukkede onsdag pludseligt op midt i et apotek i Melbournes indenrigs lufthavn, og personalet kunne ikke tro, hvad de så.
"Vi var nødt til at kigge en ekstra gang, og Johnson troede ikke på mig," siger Lisa Hou, apoteksansat, Melbourne.
"Jeg stod bag disken, da Lisa sagde, at der hoppede en kænguru rundt i butikken. Jeg fortsatte bare med det, jeg havde gang i og troede, at det var en joke," siger Johnson Law, apoteksansat, Melbourne.
Men den var god nok, så det australske politi afspærrede for en stund apoteket, mens dyreværnet blev tilkaldt for at indfange kænguruen, som menes at være blevet påkørt af en bil tidligere på dagen.
"Han har skader på sine fødder. Hans kløer er ret slidte efter at have hoppet på asfalt og lignende," siger Ella Rountree, Wildlife Australia.
Ifølge australske medier er kænguruen, som nu er blevet døbt Cyrus, under behandling for sine skader hos en lokal dyrlæge.