Brasiliens to største byer lagde tirsdag aften gader til voldsomme uroligheder, da hundredevis af anarkister angreb politiet.
I både Rio de Janeiro og Sao Paulo havde der i løbet af dagen været fredelige demonstrationer, som gik på bedre løn til lærerne og lavere boligpriser. Men da de store forsamlinger blev opløst, blev de afløst af den såkaldte Black Bloc-anarkistgruppering, der var bevæbnet med diverse kasteskyts i stedet for slagord.
Adskillige personer blev anholdt, da politiet forsøgte at stoppe urolighederne, der blandt andet resulterede i flere afbrændte biler.
I sidste uge blev en anden større, fredelig demonstration i Rio de Janeiro ligeledes afløst af anarkister, der så deres snit til at komme på gaderne og sætte gang i tingene.