Satspuljeforhandlingerne på sundhedsområdet er brudt sammen.
Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har forladt forhandlingerne, fordi regeringen ikke vil fastsætte nationale mål for nedsættelse af tvang i psykiatrien.
Det oplyser Venstres Jane Heitmann.
- Vi har forladt forhandlingslokalet, fordi regeringen ikke vil være med til at fastsætte forpligtende nationale mål for nedbringelse af tvang i psykiatrien, siger Jane Heitmann.
Hun beklager, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale ikke vil fastsætte forpligtende mål, der skal nedbringen tvang i psykiatrien. Faste mål anbefales ellers af regeringens eget psykiatriudvalg, påpeger Venstres psykiatriordfører.
- Vi vil gerne invitere bredt til en diskussion af, hvor tallet skal ligge. Vi vil ikke lægge os fast på et tal nu. Men vi ville gerne forpligte hinanden på, at det er satspuljekredsen, som fastsætter de nationale mål for nedbringelse af tvang, siger Jane Heitmann.
Enhedslisten står som det eneste parti uden for satspuljen. Derfor har regeringen ikke flertal til venstre. Der er godt 300 millioner kroner i alt i satspuljen for næste år. Den forhandles traditionelt på plads før finansloven.
/ritzau/