I 54 år har Købmand Ferdinand Sallings Mindefond uddelt penge til almennyttige formål. Men nu har Civilstyrelsen pludselig fundet af, at det må den ikke. Overskuddet i fonden skal i stedet gå til medarbejderne i virksomheden bag fonden.
Det er en melding, fondsbestyrelsen er blevet dybt overrasket over. Det siger fondsbestyrelsesmedlem og juridisk direktør i Dansk Supermarked, Henrik Kirkerterp.
Fonden har alene de seneste 10 år uddelt 60 millioner kroner til kunst, kultur, uddannelse, sport og fritid samt til kirkelige formål og medarbejderinitiativer.
- Det er ganske enkelt forbavsende. Det kommer helt bag på os, at myndighederne så mange år efter gør opmærksom på, at grundlaget ikke er godkendt.
- Det er det grundlag, som fondens skiftende bestyrelser og Civilstyrelsen selv i alle årene har ageret ud fra, siger Henrik Kirketerp til Ritzau.
Fonden blev stiftet i 1957, og formålet var at en mindre del af fondens overskud skulle tilfalde medarbejderne. I 1959 ændredes formålsbestemmelsen til, at fonden skulle være bredere og uddele penge til almennyttige formål.
Det er det grundlag, fondens skiftende bestyrelser og Civilstyrelsen selv har handlet ud fra. Men nu - 54 år efter - har Civilstyrelsen altså pludseligt fundet ud af, at ændringen i formålsparagraffen ikke er godkendt.
Og der er ikke tilstrækkelig dokumentation for, at Justitsministeriet godkendte ændringen i 1959. Fondens bestyrelse har stået på hovedet i gamle arkiver, men da det er så mange år siden, er eventuelle dokumenter ikke gemt.
Fondens bestyrelse vil rydde enhver tvivl af vejen, og har besluttet ekstraordinært, at uddele et beløb på 30-40 millioner kroner til medarbejderne i virksomheden bag fonden.
Samtidig arbejder fondens bestyrelse sammen med Civilstyrelsen for at få dokumentationen for ændringen af formålsparagraffen i 1959 på plads, så fonden uddeler penge i den ånd, som købmand Ferdinand Salling besluttede det.
- Vi ønsker, at enhver tvivl skal komme medarbejderne til gode. Det er deres arbejde og den værdi, de gennem årene har skabt, der har muliggjort uddelingerne til almennyttige formål, siger Henrik Kirketerp.
Købmand Ferdinand Sallings Mindefond er den mindste af de to Salling-fonde.
/ritzau/