Den 23. oktober 2014 tog Hanne Poulsens liv en drastisk drejning. En bil kørte frontalt ind i hende med 100 km/t og efterlod hende med kraniebrud, piskesmæld, brækkede ribben, og en hofte der var gået led. Senere fik hun konstateret to diskusprolapser og slidgigt i nakken.
Men det var særligt den efterfølgende sagsbehandling, der tog pusten fra Hanne Poulsen.
- Kommunen har kun gjort mig mere syg. Jeg lever i en kronisk stress-tilstand, fordi jeg ikke ved, hvad der skal ske. Jeg kan ikke mere, for jeg har ikke flere ressourcer, siger Hanne Poulsen.
Dermed lægger hun sig i vælten af stemmer, der føler, at deres sagsbehandling har gjort dem mere syg.
Senest var læge og formand for Dansk Selskab for almen Medicin, Anders Beich, ude og råbe vagt i gevær over, at de langvarige forløb slider borgerne op.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.
For Hanne Poulsen har processen indtil videre kun stået på i to års tid. Men den grundlæggende usikkerhed om fremtiden, hendes økonomisk pressede situation og den manglende tillid til sagsbehandlerne har betydet, at Hanne Poulsen ikke længere kan se noget lys forude.
Søvnløse nætter og hallucinationer
Hanne Poulsen arbejdede som lærer i en folkeskole, da ulykken skete. Efter ulykken var hun sygemeldt i 14 dage, men hun var bange for at være alene hjemme, fordi hun havde det skidt. Så hun fik mulighed for at komme tilbage på arbejde i nogle timer om ugen, og efter nogle måneder var hun oppe på fuldtid igen.
- Min læge sagde, at det var dumt, jeg ville på arbejde. Men jeg tænkte, at arh – jeg har jo eget hus og bil og er enlig mor, så jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis jeg var sygemeldt i lang tid. Og det gjorde mig tryg at have mennesker omkring mig, siger 54-årige Hanne Poulsen.
Men for hver dag blev Hanne Poulsens smerter værre og værre, og efter halvåndet år med 44 sygedage, er smerterne blevet for meget.
Det føles som om, der står en og borer hende ned i nakken, så hun har kronisk hovedpine, fortæller hun. Hun kan heller ikke bruge sin højre arm længere. Den sover hele tiden og bliver bare mere og mere slap og vissen.
Smerterne betyder, at Hanne Poulsen ikke længere kan sove om natten, og det går ud over hendes kortidshukommelse. Hun husker ikke længere mennesker eller ting, der lige er sket.
Om sommeren bliver Hanne Poulsen derfor sendt på smerteklinik, men hun kan ikke tåle medicinen, så behandlingen er nødt til at stoppe til fordel for en smertehåndterings-behandling.
- Jeg blev skæv af det og fik hallucinationer, som gjorde mig meget bange. Det har jeg aldrig nogensinde prøvet før, siger Hanne Poulsen.
Blander 12-årig søn ind i sagen
De stærke smerter får Hanne Poulsen til at smide håndklædet i ringen, og hun begynder på sygedagpenge.
Her starter en udmattende proces om at få afklaring omkring fremtiden. Jobcenteret vil ikke hjælpe hende, fordi de ikke mener, hun kan få job på grund af hendes helbred, fortæller hun. Og til sit rehabiliterings-møde i april i år bliver hun mødt af en mur af mistillid.
Lægekonsulententen sagde, at hvis hun kunne følge instrukserne på en GPS, så kunne hun også passe et arbejde. Derudover begyndte de at spørge ind til hendes søn. De mente ikke, at hun ville kunne passe på ham, hvis hun virkeligt havde det så dårligt, som hun gav udtryk for.
- Jeg gik helt i baglås. Hvorfor skulle min søn blandes ind i det? Jeg var bange for, om de ville tage ham fra mig.
Hanne Poulsens søn er 12 år. Han er det, hun beskriver som et hyper sensitivt barn, fordi han blev født for tidligt. Heldigvis hørte hun ikke noget fra kommunen om hendes søn efter mødet. Derfor undrer det hende også, at de bragte det på banen.
Ikke råd til medicin
Den 2. oktober skal Hanne Poulsen til møde hos rehabiliterings-teamet igen. Hun ender med at gå grædende derfra. Dommen lyder på, at hun skal i arbejdsprøvning i to timer to gange om ugen.
Det betyder, at hun skal være i ressourceforløb de næste fem år, fortæller hun.
Umiddelbart kan det betyde, at Hanne Poulsen kan få afklaring omkring sine arbejdsevner, men det betyder også, at hun er gået ned i ydelse fra 28.000 kroner om måneden til 10.000 kroner månedligt.
Det betyder, at der ikke længere er råd til medicin til sønnens mælkeallergi eller til at gå til fysioterapeut eller til træning, som hendes læge har anbefalet hende.
- Jeg har solgt, alt hvad jeg kan sælge for at kunne få noget at spise. Hvis min voksne søn ikke overførte kost-penge til mig hver måned, ville jeg sulte, siger Hanne Poulsen.