Tab og vind med samme sind. Jeg tror, at det er nogenlunde det første, man lærer ethvert barn, når han eller hun for første gang bevæger sig ind i sportens verden. Hvorfor er det ikke sådan i håndbold. Hvorfor er det konsekvent de uduelige dommeres skyld, når et hold taber?

I mandags var det Norge, der følte sig voldsomt bortdømt og blev snydt for både det ene og det andet, da de norske herrer røg ud til Danmark. For de der åndsbollede dommere udviste hele tiden nordmænd og ikke danskere. Heldigvis undgik vi behændigt at tage stilling til det faktum i Danmark. For nu var vores VM-helte jo på ret kurs og havde leveret en rigtig mandfolkeindsats, og vist at de havde nerver af stål. Men så indtraf skandalen også for Danmark. De danske herrer tabte til Kroatien, og det ved vi jo godt hvorfor. Dommerne selvfølgelig. Eller som Ulrik Wilbek sagde:

»Det er femte gang, vi har haft dem, og hver gang har vi tabt med et mål. Jeg synes, at det begynder at ligne en tanke.«

Ja da. En konspiration, der ikke engang har set sit lige i fiktionens verden. Samtlige sammensværgelser i ’24 timer’ er uskyldige practical jokes ved siden af. Det ligner til gengæld også en tanke, Ulrik Wilbek, at du ikke har lagt mærke til, at dit hold tabte med to mål, og måske ikke var så helvedes tæt på igen. Faktisk var Danmark kun lige ved at udligne i slutminutterne, fordi de elendige korrupte dommere overså et klokkeklart straffekast til – ja desværre, Kroatien.

Helt ærlig. Vi kan da godt diskutere, om dommerne generelt er gode nok, men jeg har altså svært ved at tro, at dommerne render rundt og hader hold og dømmer dårligt med vilje. Jeg mener. Hvem helvede gider at have en hobby, hvor det eneste, man får ud af det, er verbale prygl og en tur til Gummersbach i ny og næ. De må da synes, at det er sjovt og sætte en ære i at gøre det så godt som muligt. Med mindre hele gimmicken er at få hidsigpropper i træningssæt til at få damp ud af ørerne.