Danmark fortjener ros. Når verdens lande mødes disse dage i Genève for at finde ud af, hvad de skal gøre for de fire millioner irakiske flygtninge, kan vi bryste os af, at vi er et af de lande, der giver allerflest penge til de irakere, der har været nødt til at flygte fra hus og hjem. Vi kunne bare gøre det endnu bedre, hvis vi ikke bekymrede os om USA s forfængelighed.

Da tsunamien hærgede Asien for lidt over to år siden, sendte Danmark millioner af kroner både til FN-systemet og lokale organisationer. Det virkede, fordi FN er dygtig til at afhjælpe pludseligt opståede katastrofer, mens de lokale organisationer kan klare en meget målrettet indsats og langsigtede projekter. Sådan bør vi også gøre i Iraks nabolande.

Syrien huser i dag 1,2 millioner irakiske flygtninge, men vi tør ikke støtte syriske organisationers kamp for disse flygtninge, fordi USA er på kant med styret i Damaskus. På trods af Baker-Hamilton-rapportens anbefalinger om at gå i dialog med Syrien har George W. Bush valgt at ignorere landet, der er en central spiller i Irak-konflikten. Men det betyder ikke, at vi skal gøre det.

Det er på tide, at Danmark begynder at tænke mere på irakiske flygtninge og mindre på at please USA. Bush inviterer nok til morgenmad alligevel.