De har været sammen i tre år, men nu er det også slut.
Toppolitikeren Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet og skuespiller Laura Bach er gået fra hinanden.
Det bekræfter skuespillerens manager Sten Hassing Møller til ugebladet Tæt På, skriver Ekstra Bladet.
Manageren tilføjer, at forholdet har været forbi i et stykke tid, og at bruddet er sket helt udramatisk.
- De har det begge to fint. De er gode venner, og der er ikke noget der. De har været fra hinanden i nogle måneder, siger Sten Hassing Møller til Tæt På.
I januar 2017 kunne det dengang forelskede par fortælle, at de havde købt sommerhus sammen. Det fortalte de til Se og Hør, da de troppede op på den røde løber til premieren på filmen ’Dræberne fra Nibe”.
- Vi købte et sommerhus sammen for et par måneder siden, som vi nu går og er ved at få sat i stand. På med arbejdshandskerne og alt det der. Det er supersjovt og hyggeligt og dejligt, fortalte Dan Jørgensen dengang.
Dan Jørgensen blev i 2013 hentet ind fra Europa-Parlamentet til posten som fødevareminister i Helle Thorning-Schmidts første regering. Den 42-årige socialdemokrat er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
39-årige Laura Bach deltog i TV 2-programmet ’Vild med dans’ i 2013, og hun er blandt andet kendt for sin rolle i filmen ’Den som dræber’.