Liberal Alliance foreslår, at alle elever i 0. klasse skal bestå en stopprøve, før de kan avancere til 1. klasse.
Men der skal sættes ind tidligere, mener Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet.
Han peger på to grunde til, at han ikke tilhænger af LA's forslag.
- For det første er det for sent. Det skal allerede være i dagtilbuddene, at man begynder at stimulere det danske sprog hos dem, der ikke lærer det hjemmefra. For vores skyld gerne meget tidligt.
Dernæst peger han på, at LA's forslag, som det lyder nu, ikke skal gælde for privat- og friskoler:
- Vi frygter, at det betyder en yderligere stigning i antallet af elever på muslimske friskoler, siger Mattias Tesfaye.
Det er integrationsordfører Laura Lindahl (LA), der i Jyllands-Posten søndag foreslår, at der skal indføres en stopprøve. En danskprøve skal sikre, at alle børn får lært et ordentligt dansk.
Integrationsordfører Marcus Knuth (V) kalder det for "et godt forslag".
- Overordnet er vi helt enige i problemstillingen om, at der er for mange tosprogede børn, der ikke taler godt nok dansk, når de kommer i skole. Så derfor ser vi gerne brugen af sprogtest.
- Men der er forskellige dele, vi gerne vil se nærmere på, inden vi tager en endelig beslutning, siger Marcus Knuth.
Det er blandt andet den præcise sanktionering, samt hvorvidt fri- og privatskoler skal være en del af forslaget, som Venstre-ordføreren gerne vil kigge nærmere på.
Forældreforeningen Skole og Forældre er derimod skeptisk over for forslaget.
Formand Mette With Hagensen peger i Jyllands-Posten også på, at indsatsen skal ske langt tidligere - blandt andet med en bedre sprogindsats i daginstitutionerne.
Det er Mattias Tesfaye enig i. Hvis det står til Socialdemokratiet, så skal alle børn skrives op til vuggestue eller dagpleje.
- Sprogindsatsen i dagtilbud i Danmark er blevet meget bedre de seneste par år. Men det er ikke nok.
- Der er for få børn, der er omfattet af den, og der er for lidt økonomi til at understøtte den. Og det vil vi meget gerne være med til at se på fra Socialdemokratiets side, siger Mattias Tesfaye.
Der er heller ingen opbakning at finde hos Radikale Venstre eller SF. Lørdag kaldte SF-gruppeformand Jacob Mark forslaget for hul i hovedet.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) vil ikke kommentere sin partifælles forslag.
- Det er et forslag, Laura Lindahl har fremlagt. Det er noteret, siger Merete Riisager til DR Nyheder.
/ritzau/