Når man ser Champions League i fjernsynet, så ser det umiddelbart ud til, at græsbanerne er flotte og helt jævne. MEN det er slet ikke tilfældet, kan Rygtebørsen nu afsløre.
En brasiliansk fodboldspiller, ved navn Roberto Carlos, som gerne vil være anonym, har fortalt til den spanske fodbold-avis Marca, at der er store knolde på banen.
»Bolden hoppede lige foran mig. Banen var ikke god, og det var virkelig en skam. Der blev ikke scoret mod os på grund af mangel på koncentration, men fordi bolden hoppede, da jeg fik den,« forklarer den anonyme fodboldspiller med en stemme, der er liiiige ved at knække over.
Her på Rygtebørsen har vi i løbet af dagen flere gange genset klippet, hvor Roberto Carlos er impliceret i det alvorlige uheld, og vi er faktisk tilbøjelige til at give ham ret: Der er i hvert fald én kæmpe knold på banen i dén situation.
(Knolden vil gerne være anonym, men hans rigtige identitet er kendt af alverdens fodbold-fans.)
Til sidst en lille, sød historie om en engelsk kvinde, der i god tid før mandens 40-års dag, købte et sæsonkort til Old Trafford for at glæde sin gemal.
Uheldigvis for manden, så passede hans fødselsdato ikke lige sammen med sæsonstarten, så da han endelig fik gaven, var der gået fire måneder af sæsonen.
Den velmenende hustru havde haft sæsonkortet fint pakket ind derhjemme, mens mandens faste sæde på stadion stod tomt til de 11 første kampe.