Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, besøger Nordkorea torsdag 31. maj. Det oplyser det russiske udenrigsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Her skal han diskutere situationen på den nordkoreanske halvø med sin nordkoreanske kollega.
Mødet kommer, samtidig med at USA og Nordkorea forbereder et topmøde.
Det historiske topmøde var i første omgang planlagt til at finde sted 12. juni i Singapore, men blev aflyst af den amerikanske præsident, Donald Trump, efter ophedet dialog mellem de to landes ledere.
Tirsdag bekræftede Donald Trump imidlertid, at et topmøde imellem de to lande igen forberedes.
Samtidig er den ledende nordkoreaner Kim Yong-chol, som er næstformand i Nordkorea, på vej til New York for at planlægge mødet.
Næstformandstitlen dækker over Kim Yong-chols position i centralkomitéen i Nordkoreas regerende arbejderparti.
Formålet med Kim Yong-chols besøg er at tale med personer fra den amerikanske regering om et topmøde mellem Trump og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.
Næstformand Kim skal blandt andet mødes med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i denne uge, oplyser Det Hvide Hus.
Desuden kommer Japans premierminister, Shinzo Abe, til Washington og skal mødes med Trump den 7. juni. Her vil Nordkorea stå allerøverst på dagsordenen.
/ritzau/