Rusland nægter kritiker at stille op mod Putin

Oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj vil anke afgørelse, der forhindrer ham i at stille op til præsidentvalg.
Den russiske oppositionsaktivist Aleksej Navalnyj på vej til møde i den russiske valgkommission mandag. Han må ikke stille op til præsidentvalget i marts, siger kommissionen.
Den russiske oppositionsaktivist Aleksej Navalnyj på vej til møde i den russiske valgkommission mandag. Han må ikke stille op til præsidentvalget i marts, siger kommissionen. Foto: Dmitry Serebryakov/AFP

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj får ikke lov at stille op til præsidentvalget i Rusland til foråret.

Det har Ruslands valgkommission afgjort ved en afstemning mandag. 12 stemte for at udelukke Navalnyj fra valgkampen, mens ét medlem af kommissionen undlod at stemme.

Den 41-årige advokat er dømt for politisk motiveret bedrageri. På grund af denne dom må han ikke opstille, har valgkommissionen afgjort.

Den betingede dom lød på fem års fængsel. Navalny betegner selv sagen som politisk motiveret.

Han siger i en kommentar, at han vil anke afgørelsen.

Samtidig opfordrer han russerne til at boykotte valget.

- Vi erklærer strejke blandt vælgerne. Vi vil bede alle om at boykotte dette valg. Vi vil ikke anerkende resultatet af dette valg, siger Navalnyj ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Den procedure, vi er inviteret til at deltage i, er ikke et valg. Kun Putin og de kandidater, han har håndplukket, deltager i det, siger Navalnyj ifølge nyhedsbureauet AP.

Han var selv til stede i valgkommissionens hovedkontor mandag for at høre afgørelsen.

I løbet af det seneste år har Navalnyj stået i spidsen for en græsrodskampagne, der er nået helt ud i krogene af præsident Vladimir Putins sikreste valgkredse.

Navalnyj er den mest seriøse politiske udfordrer, Putin har stået over for i alle sine år ved magten.

Oppositionsaktivisten har været fængslet tre gange i år. Han har været sigtet for at bryde loven flere gange, fordi han har organiseret offentlige politiske møder og demonstrationer.

Mange iagttagere ser disse sager som Putin-styrets forsøg på at forhindre Navalnyj i at stille op som præsidentkandidat.

Det russiske præsidentvalg skal efter planen indledes med første valgrunde 18. marts 2018.

Putin, der stiller op til sin fjerde embedsperiode, har en komfortabel føring i meningsmålingerne. Hvis han bliver genvalgt, kan han blive siddende på posten frem til 2024.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.