Når der sker noget, vil jeg helst være i orkanens øje. Også selvom det som journalist i virkeligheden ofte er kedeligt med masser af ventetid. I dag har de ryddet Ungdomshuset, og min kollega, der er sendt ud til Ungdomshuset, var lige forbi avisen inden frokost og hente en hjelm og et nyt batteri til sin mobiltelefon. Jeg hentede laks med ris i buffeten. Han rapporterer fra Nørrebro. Jeg skal skrive en klumme om et eller andet hverdagsagtigt.

Det er frustrerende at følge med fra sidelinjen, for jeg sluger nyheder. Jeg skal hele tiden vide, hvad der sker. Jeg kompenserede ved at se TV 2 NEWS om rydningen, til jeg fik firkantede øjne. Og rynkede bryn over de til tider meget mærkelige spørgsmål, der blev stillet for at holde dækningen i gang.

Da TV 2 NEWS fik lov til at filme live inde fra Ungdomshuset af politiet, sagde tv-værten: »Det ser meget råt ud derinde.«

Det vidste reporteren på stedet ikke helt, hvad han skulle sige til. Det vidste vi andre på redaktionen heller ikke. Hvordan ser et hus råt ud? Var det lampen med el-sparepærer, der hang i loftet på en lidt aggressiv måde? Måske var det bordfodbold-bordet. Hun undrede sig – fra studiet – over, at de unge åbenbart kunne holde ud at bo der, og troede fejlagtigt, at de sov i fællesstuen. Des-uden ville hun vide, om det var politiet eller de unge, der havde rodet. Måske ikke det mest oplagte spørgsmål at få afklaret, men okay.

Jeg kan ikke undvære breaking news, heller ikke selvom de ledsages af mystiske spørgsmål fra tv-værter, der lyder, som om de selv bor langt fra orkanens øje og orkaner overhovedet.

Det føles næsten lige så hårdt at følge med fra sidelinjen som at være der selv. Så er det godt, at jeg i næste måned skal rapportere fra en kurrejse til Kroatien. Et spabad er vel også en slags orkanens øje.