Det er rekordernes år i Primera Division, og Real Madrid sørgede søndag aften for at holde historieskriverne aktive til det sidste.
I årets sidste spillerunde vandt Real Madrid 4-1 over Mallorca, og dermed når kongeklubben 100 point i denne sæson, hvilket aldrig tidligere er sket.
Barcelona havde rekorden indtil søndag med 99 point, hvilket de fik i sæsonen 2009-10.
Samtidig sikrede Cristiano Ronaldo med en scoring mod Mallorca, at han som den eneste spiller har præsteret at score mod alle hold i en og samme sæson.
Det var samme portugiser, der satte det hele i scene, da han efter 18 minutter hoppede højt og dirigerede bolden i mål til 1-0 med et for ham klassisk, kraftfuldt pandestød.
Senere fik Karim Benzema gjort det til 2-0. I anden halvleg blev det 3-0 og 4-1 ved Mesut Özil. Gonzalo Castro scorede Mallorcas eneste mål.
Real Madrid forbedrede endnu en rekord søndag aften.
Klubben har scoret 121 mål i denne sæson.
Cristiano Ronaldo kunne dog ikke nå op på rekorden for fleste scorede mål i en sæson. Den har Barcelonas Lionel Messi med 50 i denne sæson. Ronaldo har scoret 46 mål.
Real Madrid vandt Primera Division med ni point ned til FC Barcelona.
Nedrykkerne blev ud over Villarreal, som overraskende har haft en dårlig sæson, Sporting Gijón og Racing Santander.